Personfiler for slægten.

• År 0-1000
• År 1000-1500
• År 1500-1700
• År 1700-1800
• År 1900-2000

År  0-1000

Regner Lodbrog (795 - 854)

Hvad der er virkelighed og hvad der er sagn, kan være svært at vide. Den historiske kerne kan være vikingehøvdingen Ragnar, der i spidsen for normannerhæren foretog belejringen af Paris (845), så kong Karl den Skaldede betalte ham for at skåne byen. Dette er i øvrigt den første kendte, kongelige tribut betalt til skandinaviske indtrængere. Ifølge nogle kilder tilbød kong Karl at betale 7.000 pund sølv; andre samtidige kilder beskriver tributten som betalt i guld.
Regnar Lodbrog fra sagncyklusen er derimod en mytisk skikkelse. Hverken for ham eller hans far, Sigurd Ring, findes der noget historisk bevis. Regnar og hans sønneflok tillagdes i vestnordiske sagn eventyrlige bedrifter, uden smålige hensyn til historisk virkelighed. Sagnene er samlet i Regnar Lodbrogs saga, og Saxos genfortælling bygger på denne.

Han døde da Kong Ælla af Northumbria kastede ham i en ormegård med slanger. Da slangerne bed ham, så sagde Ragnar: "Grynte ville grisene, hvis de vidste, hvad galten led." Han mente at hans sønner ville hævne ham, hvilket Lodbrogssønnerne i følge sagnet også gjorde. 

Tilbage til slægts forsiden

Sigurd Ormøje (835 - 887)

Sigurd "Ormøje, Sigurd "Orm-i-Øje" eller Sigurd "Snogøje" var ifølge traditionen søn af Kraka og den legendariske vikingehøvding Regnar Lodbrog, og en af Lodbrogsønnerne – bror til Ivar Benløs, Halvdan, Helge, Bjørn Jernside, Ragnvald, Aaluf og Ubbe – omtalt i Roskildekrøniken og den islandske fornaldersaga Ragnarssona þáttr fra omkring år 1300, fundet i Hauksbók.

Olav Tryggvasons saga beskriver familieforholdet til Hardeknud og Gorm den Gamle:

Knud Dana-ast har en søn ved navn Harald, senere Guld-Harald. Da Guld-Harald blev voksen, krævede han af sin onkel Harald Blåtand det halve rige som sin arv efter faderen. Ifølge Olav Tryggvasons saga svarer Harald Blåtand ham: Ingen mand havde krævet af hans fader Gorm, at han skulle være halv-konge over Dana-vælde, ejhelder af hans farfader Hardeknud eller Sigurd Ormøye eller Regner Lodbrog.

Forbindelsen mellem Hardeknud, Sigurd og Regner er sagn.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Hardeknud ( - 948)

Hardeknud (Knud 1. ) eller Hardegon var konge i dele af Danmark fra omkring 917 til omkring 948, forud for sønnen Gorm den Gamle som betragtes som Danmarks første officielle konge.

Ikke at forveksle med Knud 2. den Stores søn Hardeknud.

I 890'erne var Danmark besat af svenskerne og kong Helge var forvist af Olav den Frøkne som grundlagde Olavslægten i Danmark. I henhold til Adam af Bremen som fik fortalt den danske historie af kong Svend 2. Estridsen tog Olav og to eller flere af hans sønner Danmark «ved våben og vold». Da Olav døde skal to af hans sønner have styret som samkonger, og derefter, omkring 915, blev Sigtrygg Gnupasson konge. Sigtrygg var en søn af Olavs søn Gnupa (Gaute?) og en dansk adelskvinne ved navn Åsfrid. Sigtrygg Gnupasson er en historisk figur da han er mindet på to runesten som blev rejst af hans mor efter hans død.

Ved Sigtryggs død kommer Hardeknud på banen. Hardeknud var formentlig født en gang i 880'erne og var søn af en ellers ukendt Svein (Svend) som er beskrevet som sønnesøn (eller adopteret sønnesøn) af en delvis mytisk høvding ved navn Sigurd Orm-i-Øje, en af sønnerne til sagnkongen Ragnar Lodbrog. Dette kan ikke verificeres og tilhører derfor legenderne. Adam af Bremen fortæller at Hardeknud kom fra «Northmannia», altså «nordboernes land», som kan betyde både Norge og Normandiet. Sidstnævnte var nylig blevet bosat af danske vikinger. Det er måske lige så sandsynligt at Hardaknud voksede op indenfor Danelagen i East Anglia i England.

Hardeknud må ha været en voksen mand med et vist rygte da han kom til Danmark omkring 916, og i henhold Adam og hans kilde (Svend Estridsen) fik Hardeknud øjeblikkelig afsat den unge konge Sigtrygg. Dette skete i ærkebiskop Hogers sidste tid, siger Adam, og Hoger ved vi døde i 917. Hardeknud styrede som konge uden at blive udfordret omkring 30 år.

I 948 udpegede ærkebiskoppen af Bremen tre biskopper for Danmark, og det betyder sandsynligvis et skifte på den danske kongstrone. Hardeknud er som regel skildret som en konge som enten var ligegyldig eller fjendtlig overfor kristendommen, og selv om det sidste kan være kirkens fortolkning, tyder det på at en ny og mere tolerant konge kom til magten i 947 eller 948.

Det er meget lidt man ved om Hardeknud, men Snorre Sturlasson nævner ham som far til Gorm. I henhold til de sparsommelige kilder skal han have været en strid og hård konge. Adam af Bremen nævner Hardeknud i to linjer. Det ældste manuskript af Adams værk har derimod kun en linje og et fejlskær med pennen. Det yngre manusskript har korrigeret fejlskæret til navnet Hadeknud med en linje mere.

Kilder:

 Adam af Bremen skriver i sin krønike (I,52):

Noget fortalte den berømte danske konge, da jeg spurgte ham

om det. "Efter Olaph," sagde han, "sveernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn, fra Nortmannia og berøvede ham riget."

"Den berømte danske konge" er Svend Estridsen. Men det skal nok bare betragtes som en måde at fortælle på, når Adam af Bremen gengiver samtale med kongen.

Hardegon og Suein kendes ikke fra andre tekster, og der er enighed om, at Hardegon må være en fejl, men man er ikke enige om, hvad der er det rigtige. En mulig rettelse er, at "Hardegon" skal rettes til "Hardeknud"

(Adam af Bremen I,55)

Hos danerne var på den tid Hardecnudth +<...>+ Vorm herskede.

Man er ikke enige om, hvilket ord der mangler i teksten. Tiden er efter ungarernes invasion i 906.

Man kan forsvare, at teksten kan læses sådan, at Vorm (Gorm) var konge efter Hardecnudth, som kom fra Nortmannia. Mere vides ikke om Hardeknud.

Men man ved, at en dansk konge ved navn Gorm (Guthrum II) var konge fra 902 til 918 i East Anglia og godt kan have været søn af Hardicnut (Guthfrith/Canute/Guthred), som var konge af East Anglia fra ca. 881 til 895 (eller 896). Begge konger er omtalt i Den Oldengelske Krønike, som Adam af Bremen et andet sted angiver som kilde.

I 948 udpegede ærkebiskoppen af Bremen tre biskopper for Danmark, og det betyder sandsynligvis et skifte på den danske kongstrone. Hardeknud er som regel skildret som en konge som enten var ligegyldig eller fjendtlig overfor kristendommen, og selv om det sidste kan være kirkens fortolkning, tyder det på at en ny og mere tolerant konge kom til magten i 947 eller 948.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Gorm den Gamle (- 958)

Gorm den Gamle var en dansk konge, som regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Han har næppe været konge over hele Danmark, snarere over Jylland og Sønderjylland. Han regnes ofte for den første konge i kongerækken. Det skyldes, at han er den første konge, der nævnes i samtidige, danske kilder, nærmere betegnet de to runesten i Jelling.

Teksten på Den lille Jellingsten lyder:

kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but

eller på lidt mere nutidigt dansk:

Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod

Gorm omtales også på Den store Jellingsten, hvor der står:

Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna

eller:

Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne

Ud fra disse tekster kan vi altså udlede, at Gorm den Gamle var gift med Thyra og far til Harald Blåtand. Det antages, at Gorm ved sin død blev begravet i gravkammeret i den nordlige gravhøj i Jelling, og senere blev overflyttet til en grav i kirken. Træ fra gravkammeret er dateret dendrokronologisk. Det viste sig, at det var fældet sent på året 958. Meget tyder altså på at Gorm er blevet begravet det år. Et skelet, der kan være Gorms, er fundet ved en udgravning i kirken, og en undersøgelse af det har vist, at han ved sin død var mellem 35 og 50 år gammel. Udover at være far til Harald Blåtand havde Gorm den Gamle to børn, Knud Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt, og Gunhild, født ca. 900 og ifølge overleveringen myrdet på Harald Blåtands foranledning.

Gorm den Gamle havde også tilnavnet "Løge", den dvaske, selv om han antages at have samlet sit rige ved at overvinde en række småkonger ved sydgrænsen.

Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson og Adam af Bremen. Disse værker er dog skrevet mere end 100 år efter Gorms død. Derfor må oplysningerne i dem behandles med betydelig forsigtighed. Snorri Sturlason kalder ham Gorm Hardeknudsøn. Derfor antages det, at han var søn af Hardeknud.

Tilbage til slægts forsiden


Kong Harald Blåtand (- 987)

Harald Blåtand, også kaldet Harald den Gode, var en søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod og konge i Danmark tidligst fra 858 til senest 986

Modsat sin fader var Harald den Gode velvilligt indstillet over for de kristne. I året 948, under den tyske kejser Otto den Stores tid 936-973, viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen tre biskopper til at virke i Danmark. Harald må have regeret det år, da det næppe er tænkeligt at det kunne ske med Gorms hadske indstilling til de kristne.

Harald Blåtand satte de berømte runesten ved Jelling, hvor der på den ene står (oversat til nogenlunde nudansk): "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."

Tilbage til slægts forsiden

Kong Svend Tveskæg (født ca. 960 - 3. februar 1014)

Konge af Danmark og England. Danmark 986-1014 og England 1013-1014.

Svend er søn af Harald Blåtand og er Danmarks store vikingekonge. Saxo anfører, at Svend tog magten i kamp med sin far, og at Harald faldt i et slag. Det er ikke helt sikkert, men vi ved, at Svend kom på tronen ved faderens død i 986 eller 987.

I 1003-1004 angreb Svend Tveskæg England og opkrævede enorme pengebeløb, den såkaldte Danegæld.

I år 1013 var den nu midaldrende Svend Tveskæg selv og hans næstældste søn Knud med om bord, da en vældig flåde krydsede Nordsøen, og denne gang var det med erobring for øje. London forskansede sig, og englænderne synger stadig "London Bridge is falling down" om den dag, da londonerne brændte og ødelagde broen over Themsen for at hindre vikingernes fremrykning.

Svends hær trak sig tilbage fra London med tab, men Svend Tveskæg var en blændende militærstrateg, og i stedet for at bruge unødige kræfter på London lod han sig næsten uden modstand kongehylde rundt omkring i landet, både nord, vest og syd for London. Til slut var London alene tilbage, en ø omgivet af et land, som helt og aldeles havde overgivet sig.

Kong Ethelred gav op og flygtede til Normandiet, hvor hans familie allerede opholdt sig, og ved juletid 1013 valgte det engelske rigsråd klogelig Svend Tveskæg til konge af England. Svend døde den 3. februar 1014 i grevskabet Lincoln formentlig af et slagtilfælde.

I England er han kendt som King Sweyn I Forkbeard.

Tilbage til slægts forsiden

År 1000-1500

Kong Svend Estridsen (1019-1076)

Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1076 i Søderup, Sønderjylland) - i samtiden også kaldet Svend den Yngre[1] - var konge af Danmark fra 1047 til sin død.

Ungdom

Han var søn af Ulf Jarl og Estrid, der var datter af Svend Tveskæg. Svend voksede op i England. Med sin brug af metronym understregede han sit tilhørsforhold til den danske kongeslægt. Så da den sidste af Knud den Stores sønner, kong Hardeknud, døde i 1042, gjorde Svend krav på den danske trone. Imidlertid vandt Magnus magtkampen, mens Svend blev indsat som jarl i Danmark. På sit dødsleje i 1047 erklærede Magnus, at Svend og Harald Hårderåde skulle arve henholdsvis Danmark og Norge. Svend blev efterfølgende kåret til Danmarks konge på samtlige landsting. Harald, der ikke var tilfreds med kun at have fået Norge, bekrigede Danmark og hærgede blandt andet Hedeby, der blev ødelagt ved brand. Først i 1064 sluttede de stridende fred. Svend, hvis morbroder, Knud den Store, havde været konge af England, forsøgte også at gøre krav på den engelske trone, men det lykkedes ham ikke at få kravet godkendt.

Konge af Danmark

Svend påbegyndte en organisering af landet, der på det tidspunkt omfattede Jylland, Slesvig, Fyn, Sjælland, Øerne, Bornholm, Skåne og Halland. Svend var kongen, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Svend ønskede et godt forhold til kirken. Han søgte at få sin oldefar Harald Blåtand helgenkåret og sendte sin søn Magnus til Rom for at blive salvet og indviet som tronfølger, men Magnus døde undervejs. Svend ønskede en national kirke med eget ærkebispesæde, så man kunne blive uafhængig af det tyske ærkebispesæde i Hamburg-Bremen. I 1073 blev Gregor den 7. udnævnt til pave. Paven søgte allierede mod den tysk-romerske kejser og ønskede at få begrænset dennes muligheder for at udnævne gejstlige i embeder, hvorfor han var positivt stemt overfor Svends ønske. Svend døde imidlertid før dette blev realiseret. Han døde den 28. april 1074 (nogle kilder peger på året 1076) i Søderup i Sønderjylland, hvor der formentlig lå en kongsgård. Han blev begravet i Roskilde Domkirke.

Svend Estridsen efterlod sig mange døtre og sønner, hvoraf følgende opnåede at blive konge i Danmark: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Endnu en søn, Svend Korsfarer, vandt stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne på det 1. korstog.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Knud den Hellige (1043-1086)

Knud den Hellige, Knud den 4., Knud Svendsen, (ca. 1043 – 10. juli 1086) var en dansk konge i 1000-tallet, der blev valgt til monark efter sin bror i 1080. Han blev dræbt i Albani kirke i Odense som følge af et oprør der opstod mod ham. Historien kendes takket være munken Ælnoth.

Ungdom

Han var den anden søn af Svend 2. Estridsen, men ikke søn af dronningen. Han var den mest fremragende af Svends 5 sønner. Hans funklende øjne røbede en ildfuld og lidenskabelig karakter, og han viste sig tidligt som en ivrig kriger. Han blev derfor sendt til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. I 1069 ledede han et togt sammen med sin bror Harald og sin fars bror Asbjørn. Det gik fremad indtil Asbjørn lod sig bestikke af den engelske konge og de måtte vende tilbage i 1070. På det andet englandstogt deltog Knud sammen med Hakon Iversen og de hærgede York men tog ikke magten.

Senere fik Knud mere held mod Sembere og Estere mod øst. Han blev hyldet af skjalden Kalv Månesen for at have sejret over 10 konger.

Efter Svend Estridsens død i 1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget på Isøre hvor den blide Harald Hen blev valgt enstemmigt.

Knud måtte ty til landflygtighed. I et pavebrev blev den norske konge og Knuds svoger Olaf Kyrre bebrejdet for at have støttet Harald Hens brødre i et oprør. På trods af helgenlevnedernes forsikringer om en fredelig sindet Knud synes det sandsynligt at Knud har været i en del af oprøret.

Konge af Danmark

Han var konge af Danmark 1080 - 1086 efter sin broder, Harald 3. Hens død. Knud var således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge af Danmark.

Han blev 1082 gift med Edel af Flandern (død 1115) der var søster til grev Robert af Flandern. Sammen fik de tre børn, to døtre Ingerid og Cæcilia og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev dog ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev valgt som den efterfølgende regent.

Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede at modernisere styreformen til enevældigt kongedømme. Han ønskede desuden at man skulle betale tiende til kongen. På sin færd op igennem Danmark havde han haft held med at undertrykke de lokale landsting. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til Aggersborg ved Limfjorden.

I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Olaf Kyrre i Norge sendte også skibe til støtte. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud havde travlt ved sydgrænsen, hvor han var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4.

Da tiden gik var hærens forsyninger ved at slippe op og det blev sent med at kunne vende hjem for at sørge for høst. Derfor afholdtes et hærting. Man blev enige om at sende kongens bror Oluf (Hunger) til Knud for at bede ham begynde togtet eller hjemsende hæren. Men Oluf blev imidlertid behandlet som en forræder og fængslet i Flandern.

Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Knud tog til Vendsyssel og gæstede kongsgården der. Her gjorde vendelboerne oprør og Knud måtte flygte fra kongsgården Børglum til biskop Henriks gård Biskopstorp i Bejstrup, mens hans mænd var i Aggersborg. Biskoppen Henrik red oprørerne i møde for at mægle et forlig, men blev modtaget med raseri, og da han kom sprængende tilbage, flygtede kongen over Limfjorden og videre til Viborg. Vendelboerne hærgede nu Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland og Knud der var endt i Slesvig måtte ty til kongsgården i Odense. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes det dog Knud med sin bror Benedict og sine vederlagsmænd at slippe ind i Albani kirke hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken der var af træ og da det ikke lykkedes dræbte de Benedict og de 17 hirdsmænd og derefter Knud som knælede ved alteret. Den 10. juli 1086 blev han myrdet i Sankt Albani Kirke; her havde han søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Piper døde også af sine sår. Blandt kongens følge var det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslap.

Knytlinge saga har en lidt anden beretning om mordet end Ælnoth. Den er ganske vist nedskrevet længe efter begivenheden, men til gengæld skal den, i modsætning til Ælnoths, ikke danne grundlag for Knuds kanonisering, så den kan godt være mere korrekt. Ifølge Knytlinge saga blev Knud først ramt af en sten som blev kastet ind gennem et vindue. Han blev ramt på øjenbrynet og blødte stærkt. Eyvind Bifra kom våbenløs ind i kirken, for at fohandle fred med kongen. Benedikt vil ikke lade ham slippe forbi før Knud giver ham ordre til det. Eyvind hilser kongen og lader kappen glide tilbage fra skulderen, han havde et blotlagt sværd under klæderne. Det stødte han i kongen og gennemborede ham. Knud døde på stedet. Benedikt får hugget Eyvind i to stykker da han forsøger at flygte ud af et vindue. Overkroppen faldt ud af vinduet, men underkroppen ind i kirken.

De to banesår Knud får ifølge Knytlinge saga, passer godt med undersøgelserne af skelettet (hvis det da ellers er Knuds), og Benedikts gerning kunne forklare hvorfor det ikke lykkedes for benediktiner munkene at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn.

Straks efter Knuds død gik blandt andet hans bror, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget blev tolket som et tegn på, at Gud var utilfreds med drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Erik Ejegod (~1056 - 1103)

Erik Ejegod (ca. 1056 i Slangerup – 10. juli 1103 i Pafos, Cypern) var Danmarks konge 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har han nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.

Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen Knud bliver helgenkåret.

Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han når dog aldrig frem, men dør på Cypern - vistnok ved Pafos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget. De efterlader sønnerne Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen Slangerup, efter sigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels´(Nikolais) ben. Det siges, at han også bød, at der skal opføres en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Denne kirke blev opført og var Nordens største stenkirke. Kirken bliver nedrevet efter reformationen, men apsis bliver stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.

I 1915 rejstes på Borgvold i Viborg en mindesten for Erik Ejegod.

Tilbage til slægts forsiden

Knud Lavard (~1096 - 1131)

Knud Lavard (ca. 1096 – 7. januar 1131 i Haraldsted) var jarl af Sønderjylland.

Knud Lavard var den eneste legitime søn af Erik Ejegod og Bodil, og halvbror til Harald Kesja, Erik Emune og Ragnhild (mor til Erik Lam). Han blev muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil døde under en pilgrimsrejse til Palæstina i 1103. Derfor voksede han op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar, op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Knuds farbror, kong Niels, udnævnte i 1115 Knud til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obodritterne i Holsten. Efter på denne måde at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til tronen. Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til en borgerkrig, der først endte i 1157, da Valdemar blev enekonge.

Knud var gift med Ingeborg af Novgorod, der var af russisk-svensk familie. I hendes familie anvendtes navnet Vladimir, der på dansk blev til Valdemar. I øvrigt blev sønnen Valdemar (parrets første) født 7 dage efter mordet på faderen.

I kraft af et lensforhold til den tyske kong Lothar herskede han også over obodritterne med titlen knés eller knjaz. Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt "brødgiver", jf. engelsk lord. Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret.

På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel, som forsvandt efter reformationen. Det blev genfundet i 1883. Kapellet er bygget af regelmæssige kvadre af frådsten. Frådsten er kalksten, der er skåret ud af aflejringer, der kan findes ved kildevæld i Østdanmark. Stenen er blød og let at udskære, men hærder, når den kommer op i luften. Kapellets mure er såkaldte kassemure, med en yder- og en indermur. Mellemrummet er udfyldt med flintbrokker, lagt i kalk. Gulvet i kapellets skib var af tegl, lagt i et zig-zag mønster. Skibet er på et tidspunkt blevet forlænget, måske i forbindelse med helgenkåringen af Knud Lavard. På et senere tidspunkt er kapellet forsynet med hvælv. Legender fortæller, at en hellig kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. Gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme i stort tal til kapellet og helligkilden. Efter reformationen mistede kapellet og helligkilden deres betydning, og blev hurtigt glemt. Først i 1883 blev kapellet genfundet og udgravet. Trods eftersøgning har man ikke fundet rester af helligkilden.

Tilbage til slægts forsiden
 

Skjalm Tokesen Hvide (-1113)

Skjam Tokesen Hvide var sjællandsk høvding (Jarl) med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtigste og berømteste af alle danske middelalderslægter: Hvide slægten.
Han var selv søn af Toke Trylle (Hvide) og tip-oldebarn af Gorm den Gamle.

Ingen anden dansk middelalderslægt har givet anledning til så megen sagndannelse og litterær behandling som den i kongeslægten indgiftede sjællandske stormandsslægt vi betegner med slægtsnavnet Hvide efter Skjalm Hvide.

Den navnkundige og vidt forgrenede klan brugte i højmiddelalderen ikke selv Hvide som slægtsnavn, men anvendte navne som Rani, Galen og Litle. Betegnelsen skyldes alene forsøg fra eftertidens genealoger på at skabe en sammenhæng mellem en gruppering af flere i hinanden indgiftede slægter.

Hvide familien er noteret som Ur- og højadel i Dansk Aldelsaarbog.

Tilbage til slægts forsiden

Ebbe Skjalmsen Hvide (1075 - 1150)

Søn af Skjam Tokesen Hvide og Signe Asbjørnsdatter som var barnebarn af Kong Svend Tveskæg

Ebbe var knyttet til Kong Svend 3. (1125– 23. oktober 1157) som var dansk medkonge sammen med Knud 5. og Valdemar den Store fra 1146–1157. De tre konger lå i strid med hinanden.

Han grundlagde slægten Galen (Uradel) som er en gren af Hvide slægten. Galen førte et 5 gange tværdelt våbenskjold, dvs. med tre bjælker.
Alle personer som if. våben eller navn traditionelt regnes til Galenslægten kan påvises at nedstamme Ebbe Skjalmsen Hvide.

Med hustruen Regnild fik han tre børn: Gyde, Magrethe, Toke og Sune.

Tilbage til slægts forsiden

Asser Skjalmsen Rig (1080-1151)

Sjællandsk høvding (jarl), født omkring 1080 og død formentlig 1151. Gift med Inger Eriksdatter.

Asser Rig var søn af den sjællandske stormand Skjalm Hvide og dennes hustru Signe. Asser Rig tilhørte således den mægtige Hvide-slægt. Han blev opdraget sammen med Knud Lavard, hvis søn Valdemar den Store han senere blev fosterfader for.

Han ejede gården Fjenneslevlille ved Ringsted og byggede Fjenneslev kirke, hvor han også er begravet. Sammen med broderen Ebbe grundlagde han Sorø kloster et benediktinerkloster, hvor han levede sine sidste år som munk.

Far til Absalon og til Esbern Snare samt Ingefred Assersdatter (Hvide).

Tilbage til slægts forsiden

Esbern Snare (1126 - 1204)

Esbern Snare (Hvide) blev født 1127 i Fjenneslev og døde 1204 på Sæbygård. Han var søn af Asser Rig (Hvide) og dennes hustru, Inger Eriksdatter.

Esbern Snare var kriger og høvding, og som bror til Absalon kæmpede han sammen med Valdemar 1. den Store i Slaget på Grathe Hede i 1157.

Esbern Snare byggede omkring 1170 borgen Kalundborg. Omkring denne opvoksede byen af samme navn. Desuden lagde han grunden til den femtårnede kirke "Vor Frue Kirke", der blev bygget af hans børn.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Valdemar I den Store (1131 - 1182)

Valdemar 1. den Store, 1131-1182, konge af Danmark fra 1157, søn af Knud Lavard. Valdemar voksede op hos Asser Rig. Under borgerkrigen efter 1146 støttede han først Svend 3. Grathe, senere Knud (5.) Magnussen. I 1157 deltes riget mellem de tre kongsemner. Ved Blodgildet i Roskilde samme år undslap Valdemar Svends attentat i modsætning til Knud. Han ægtede derpå Knuds halvsøster Sophie og besejrede Svend i Slaget på Grathe Hede, hvormed han blev enekonge. I 1158 sikrede han sin fostbroders, Absalons, valg til biskop af Roskilde.

En hovedopgave for Valdemar og Absalon blev kampen imod venderne, som kulminerede med erobringen af Rügen i 1169. Vendertogene tjente samtidig til at samle riget omkring kongemagten, som især i de første år under Valdemar mødte kraftig modstand fra flere stormænd. I forholdet til Tyskland stod Valdemar svagt. I 1162 måtte han aflægge lensed til kejser Frederik 1. Barbarossa og følge dennes politik i forhold til pavedømmet. Det bragte ham i strid med ærkebiskop Eskil i Lund. Eskil måtte forlade landet, men kirkepolitisk vandt pavedømmet og dermed ærkebiskoppen. Valdemar, som undervejs skiftede side i den pavelige strid, opnåede imidlertid reelt en stor gevinst ved Eskils hjemkomst: I 1170 skrinlagde Eskil i Sankt Bendts Kirke i Ringsted Knud Lavard som helgen og kronede kongens søn, Knud 6. Valdemarsen, som konge.

Valdemar bekæmpede i hele sin kongetid mulige tronkandidater. Blandt modstanderne var Buris Henriksen, Erik 3. Lams uægte søn Magnus samt brødrene Karl (d. 1176) og Knud (d. 1176), der tilhørte Thrugotslægten og var efterkommere af Knud 4. den Hellige; bortset fra Karl, som blev dræbt i et slag, endte de alle deres liv i Søborgs fangekældre. Valdemars magt byggede især på de sjællandske stormænd, herunder Hvideslægten med bl.a. brødrene Esbern Snare og Absalon. Da Eskil trak sig fra sit embede, lykkedes det Valdemar at få Absalon valgt som ny ærkebiskop fra 1177. Skåningerne ville imidlertid ikke regeres på sjællandsk, og der udbrød et oprør, som konge og ærkebiskop kun med besvær fik kontrol med. Både ved denne lejlighed og ved flere af vendertogene måtte kongen opgive at få de jyske stormænd med. Valdemar den Stores regeringsperiode sikrede ikke desto mindre rigsenheden; året 1157, da han blev enekonge, markerer således både afslutningen på den lange urolige tid efter 1131 og indledningen til det, som i Danmarkshistorien kaldes Valdemarernes storhedstid.

Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. I graven lagde man en blyplade, hvis indskrift priser ham som Sankt Knuds søn, der undertvang Rügenboerne og kristnede dem. På bagsiden er der tilføjet, at han lod bygge teglstensmuren på Dannevirke og et tårn på Sprogø.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Valdemar II Sejr (1170-1241)

Valdemar 2. Sejr, 1170-1241, konge af Danmark fra 1202, søn af Valdemar 1. den Store og Sophie, gift 1205 med Dagmar, gift 2. gang i 1214 med Berengaria. Valdemar blev i 1187 af sin bror Knud 6. udnævnt til hertug i Sønderjylland. Her kom han i strid med biskop Valdemar Knudsen af Slesvig, som kom i fængsel, men striden blev indledningen til et opgør med grev Adolf 3. af Holsten, og i 1201 erobredes Holsten og Lauenburg.

Ved Knuds død i 1202 blev Valdemar konge af Danmark. Forholdene i Tyskland muliggjorde fortsat dansk ekspansion, dels fordi flere fyrstehuse stredes om kejsermagten, dels fordi de nordtyske lande var små og endnu ikke tilstrækkelig organiserede. Samtidig fungerede Valdemar som allieret for pave Innocens 3., der i 1214 fik Frederik 2. indsat som kejser. Denne godkendte Valdemars erobringer, herunder Lübeck og Mecklenburg, og hele det nordtyske kystområde til øst for Oder var nu behersket af den danske konge.

Længere østpå gjaldt ekspansionen de hedenske lande i Baltikum og førtes derfor som korstog kulminerende med erobringen af Estland i 1219. Et højdepunkt for kongen var mødet i Slesvig i 1218, hvor han selv satte kronen på hovedet af sin søn Valdemar den Unge i overværelse af rigets 15 bisper, tre hertuger og tre grever. I 1223 ændredes den politiske situation imidlertid brat, da Valdemar Sejr og sønnen blev taget til fange på Lyø af grev Henrik af Schwerin. Først efter flere år kom de fri imod en meget stor løsesum. I mellemtiden var kongens nordtyske imperium brudt sammen, og da han forsøgte at genvinde det, led han et afgørende nederlag i 1227 ved Bornhøved i Holsten. Slutstenen på Valdemars regering blev udstedelsen af Jyske Lov i 1241.

Et vidnesbyrd om kongemagtens styrke er den ordning, han etablerede for sine sønner. Efter Valdemar den Unges død i 1231 blev Erik (4. Plovpenning) kronet som medkonge, mens Abel blev hertug i Sønderjylland, og Christoffer (1.) herre til Lolland og Falster. Sønnerne født uden for ægteskab, Niels og Knud, var hhv. 1216 og 1219 blevet forlenet med Halland og Estland, senere Blekinge. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død medførte store problemer. Om kongens solide indtægter vidner den store løsesum og Kong Valdemars Jordebog, påbegyndt 1231. Baggrunden for hans politiske styrke, som den også viste sig under fangenskabet, var det fortrinlige samarbejde med bisper og verdslige stormænd. Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Tilnavnet Sejr fik han i 1500-t.

Tilbage til slægts forsiden

Prins Knud Valdemarsen af Blekinge (~1205 - 1260)

Dansk prins, søn af Valdemar II. Hertug af Lolland, Blekinge og Estland.

Illegitim søn af kong Valdemar 2. Sejr, der i 1219 gjorde ham til hertug over Estland. I 1246 støttede Knud, nu som hertug over Blekinge, Abels og Christoffers oprør mod kong Erik 4. Plovpenning.

Stamfader til adelsslægten Skarsholm.

Tilbage til slægts forsiden
 

Kong Christoffer I (ca. 1219-1259)

Christoffer 1., ca. 1219-29.5.1259, konge. Død i Ribe, begravet i Ribe domk. C. var Valdemar IIs yngste søn og havde i sin ungdom Lolland og Falster som fyrstelen. 1252 efterfulgte han Abel på tronen og tilsidesatte således de krav som Abels sønner måtte have haft at gøre gældende. Valdemar Abelsen var imidlertid i udenlandsk fangenskab, og de yngre sønner var mindreårige. 1253 gjorde C. ved Valdemars tilbagevenden til riget denne til hertug af Jylland. Der er tegn til at de holstenske grever i C.s første regeringsår har forsøgt at virke til Abelslægtens fordel, men det er ikke lykkedes.

I C.s regeringstid forekommer de første tegn på de alvorlige modsætninger mellem rigets stormænd og kongemagten der kom til at kendetegne hele perioden efter at Valdemar Sejrs imperium var gået i opløsning. Fra tiden omkring tronskiftet stammer den i forskningen omstridte "Abel-Christofferske" forordning der må opfattes som forsøg på at regulere stormændenes forhold til den moderne feudalt prægede kongemagt og give dem forskellige kompensationer for tabet af deres gamle status som høvdinge.

Efter at uroen omkring kongevalget havde lagt sig og en holstensk invasion var afvist forelå der ikke åbne fjendtligheder med Abelslægtens tilhængere, men C.s kongemagt var alligevel hele tiden truet af potentiel dynastipolitisk konflikt. -Bestræbelserne for at opnå pavelig autorisation af Erik Plovpenning som helgen har vist sig at udgå direkte fra Christoffers kancelli, og deres politiske formål har utvivlsomt været at kaste skylden for kong Eriks død på broderen Abel og dermed brændemærke dennes slægt.

Striden med ærkesædet i Lund under ærkebiskop Jakob Erlandsen efter dennes tiltræden 1254 var formentlig den mest belastende af C.s mange genvordigheder. Efter endeløse forhandlinger om de rettigheder og pligter som ærkebispen kunne tænkes at have over for kongen og riget, efter kongelig beslaglæggelse af Lundekirkens privilegier, og efter at Jakob Erlandsen havde indkaldt til rigssynode samtidig med kongens danehof i 1256 og ladet vedtage (Vejlekonstitutionen) en skærpet kirkelig lovgivning angående overlast mod biskopper (og udtrykkelig opereret med den mulighed at kongen kunne stå bag sådan forfølgelse af bisperne eller endog drab på dem) - efter alt dette valgte C. at fængsle ærkebispen februar 1259, men selv døde han få måneder senere. Følgen af fængslingen blev at sagen kom for pavens domstol, og her verserede den indtil ærkebispens død femten år senere. Den endelige afgørelse faldt ud til kongemagtens fordel, men striden belastede såvel denne som hele den danske kirke hvis hovedpart efterhånden stod på kongens side.

I C.s regeringstid fortsatte de pantsættelser af dansk kongegods til udenlandske fyrster der var begyndt i faderens dage, og som siden skulle vise sig skæbnesvangre, i den nærmest følgende tid især ved hertug Albrecht af Braunschweig der en tid blev rigsforstander i Danmark under enkedronning Margrethe Sambirias fangenskab hos holstenerne, og som sammen med hende fortsatte en politik som C. selv må have indledt. Det gælder bl. a. bestræbelsen på at forholde Erik Plovpennings døtre deres fædrene arv ved at begrænse hvad der 1263 skiftedes til de to Eriksdøtre der var blevet gift ind i henholdsvis den norske og den svenske kongeslægt, og ved at indefryse de to yngste Eriksdøtres arv i stiftelsen af Skt. Agnete kloster i Roskilde. Og det gælder sikringen af Erik Klippings unge kongemagt mod de angreb der efter C.s død rettedes på den fra Erik Abelsens og fyrst Jarmer af Rügens side. Rygtet om at C. ikke døde en naturlig død, men blev forgivet (i den hellige nadver givet ham af abbed Arnfast af Ryd) har vist sig at bero på sen traditionsdannelse muligvis med udgangspunkt i et stykke samtidig politisk propaganda.

Tilbage til slægts forsiden

Toke I. Saltensee af Tystofte (-1268)

Denne gamle, ansete, sjællandske Adelsslægt førte i sit Vaaben to Guld-Hjortevier i et blaat, stundom med Guld-Kugler bestrøet Felt, paa Hjelmen de samme to Hjortevier. Det er tvivlsomt, om Slægten selv har ført noget fast Slægtnavn, dens sidste Medlemmer tillægges der stundom Navnet Skænk eller Pincerna, fordi en af deres Forfædre havde beklædt dette Embede; Saltensee-Navnet har den faaet, fordi et gammelt Sagn vil vide, at et Medlem af den Slægt Saltensee, som førte et Mursnit i Vaåbnet, forandrede dette sit Vaabenmærke til de to Hjortevier til Minde om, at han paa Nyborg Slot havde brudt et Horn af Fanden, og fra ham skulde saa de Tystofte Saltensee'r stamme.
Dette i nogle Slægtebøger bevarede Sagn vil endog vide, at samme drabelige Helt var Svigerfader til den ved Aar 1420 levende Hr. Niels Jensen (Rosenkrantz), og det skønt denne Saltensee-Slægt just ved samme Tid ca. 1434 uddøde paa Mandslinien.
Det hosstaaende Vaaben er efter et Kalkmaleri fra Roskilde Domkirke Skib, antagelig i sin Tid anbragt over Hr. Henrik Jensens Grav.

Kilde: Danmarks Adels Årbog.

Tilbage til slægts forsiden

Iver Tokesen Saltensee af Tystofte (1220 - 1262)

Kong Abels Marsk og Drost.

Abel var konge af Danmark 1250-52, blev født i 1218. Søn af Valdemar Sejr

Marsk eller rigsmarsk (fra 1536) var titlen for Danmarks riges øverste hærfører fra starten af 1200-tallet til enevældens indførelse. Det var det tredjevigtigste embede efter rigshofmesteren og kansleren. Han udnævntes af kongen og skulle være en indfødt adelig. I perioder valgte kongen dog at lade embedet stå ubesat for selv at være øverste leder i krig. Fra 1380/81 til 1440'erne var embedet således ubesat

Drost. En drost var i den tidlige middelalder en embedsmand, den øverste af kongens rådgivere, og sommetider hans stedfortræder og kunne kontrollere regnskaber og afsige domme på hans vegne.
I Danmark ophørte embedet ved Henning Podebusks død i omkring 1388 og blev under Erik 7. af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet erstattet med rigshofmesterembedet.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Erik 5. Klippinge (1249 - 1286)

Erik 5. Klipping, 1249-22.11.1286, konge. Død i Finderup, begravet i Viborg domkirke. Erik var udvalgt til konge allerede 1254, fem år gammel, og faderen har tillige ønsket at få ham kronet endnu i sin egen levetid, men dette nægtede ærkebiskop Jakob Erlandsen (ligesom han forbød rigets øvrige biskopper at gøre det). Først efter Christoffers død 1259 kronedes Erik juledag s.å. i Viborg af de bisper der stod på kongehusets side i ærkebispestriden. Regeringen førtes af enkedronning Margrete Sambiria, og dens første hovedopgave bestod i at afværge truslerne fra Erik Abelsen og fyrst Jarimar af Rügen der allerede i foråret 1259, før Christoffers død, havde gjort invasion på Sjælland i forståelse med Roskildebispen og tillige med pavestolens velsignelse idet aktionen skulle opfattes som et forsøg på at befri den fængslede Jakob Erlandsen. Margrete Sambiria har dog ikke været stærk nok til at holde fjenderne fra livet; 1260 foregik der en foreløbig udsoning med Erik Abelsen der blev hertug af Sønderjylland, og med den norske og svenske kongemagt der gjorde arvekrav gældende efter Erik Plovpenning på vegne af hans to døtre Sophie og Ingeborg.

28.7.1261 kom det imidlertid til et slag på Lohede s.f. Dannevirke mellem Margrete og hertug Erik (der støttedes af de holstenske grever), og både Erik og hans mor faldt i holstensk fangenskab. Margrete Sambiria løslodes allerede det følgende år, men Erik gaves videre i fangenskab hos de brandenburgske markgrever hvorfra han først vendte tilbage 1264. Den øjeblikkelige brandenburgske interesse i danske forhold skal sikkert forklares med at Margrete Sambiria var pommersk prinsesse, og Brandenburg var interesseret i at udøve lenshøjhed over Pommern hvad der i disse år synes at være lykkedes. Men direkte indflydelse i Danmark har heller ikke været uden interesse for markgreverne; Albrecht af Brandenburg ægtede 1269 Eriks søster Mechtilde, og markgrev Johans datter Agnes blev 1273 gift med Erik selv.

Erik må have overtaget regeringen efter midten af 1260'erne, men der vides ikke meget om hans politik når der bortses fra den bitre strid med ærkebiskoppen af Lund som han havde overtaget fra faderen, og som først efter endeløse forhandlinger for pavestolen og for dennes udsendinge til Danmark bilagdes 1274 af pave Gregor 10. på det 2. Lyonkoncilium. På dette tidspunkt var Jakob Erlandsen død, og pavestolen kunne bevæges til megen imødekommenhed over for det kongelige standpunkt i sagen.

Eriks kongemagt var truet af Abelslægten der ved ægteskabet 1260 mellem Abels enke Mechtilde og Birger Jarl af Sverige havde skaffet sig indflydelse her. Samtidig forelå der generende arvekrav fra både svensk og norsk side i anledning af ægteskaberne mellem kong Valdemar af Sverige og kong Magnus af Norge og henholdsvis Sophie og Ingeborg, Erik Plovpennings to ældste døtre. Disse ægteskaber var aftalt endnu i Christoffers levetid, men fuldbyrdedes først efter hans død. Der er tegn til at Margrete Sambiria har villet lægge dem hindringer i vejen, men ikke har formået at gennemføre dette forehavende.

Kravene fra kongeslægtens sidelinjer har formentlig været så omfattende at Eriks kongemagt ikke kunne indfri dem alle uden at berøve sig selv eksistensgrundlaget, men de støttedes af så stærke udenlandske kræfter at de i en vis udstrækning måtte imødekommes. Efter hertug Erik Abelsens død 1272 kunne Erik dog i mere end ti år forhale at hertugdømmet overdroges til hans søn Valdemar (det skete først 1283), og i løbet af 1270'erne konfiskerede Erik også det gods som Erik Plovpennings to yngste døtre Jutta og Agnes havde givet til grundlæggelsen af Roskilde Agnete kloster, men som blev frigjort da søstrene udtrådte af klosteret omkring 1271 og forsøgte at disponere over deres ejendomme som om der ikke havde foreligget nogen klosterstiftelse. Også arven efter Abels yngste søn, Abel (død 1279), konfiskeredes. Disse forhold er formentlig en del af forklaringen på de alvorlige stridigheder der fra 1270'ernes midte udviklede sig mellem Erik og de danske stormænd. Disse var formentlig på forskellig måde knyttet også til kongehusets sidelinjer, og for at styrke sin position over for kongefrænderne havde Eriks kongemagt søgt at nyttiggøre forskellige udenlandske feudalretlige praksis til en mere autoritær styreform der givetvis også har beskåret stormændenes rettigheder. Da Erik 1276 på hoffet i Nyborg krævede stormændenes hylding af sønnen Erik Menved, nægtede i hvert fald marsk Stig Andersen (Hvide) at hylde ham.

1282 sejrede stormandsoppositionen imod Erik så vidt at kongen 29.7. på hof i Nyborg udstedte et forpligtelsesdokument (håndfæstning) der bandt ham til fremtidig at respektere en væsentlig del af stormændenes rettigheder og mindst én gang hvert år at afholde "det parlament som kaldes hof til afgørelse af rigets vigtigste anliggender. De følgende to år foregik der på disse danehoffer forhandlinger mellem kongen og "rigets bedste mænd" der resulterede i flere indskrænkninger i regeringens juridiske og administrative beføjelser. 1283 skete der en vis udsoning med kongefrænderne idet ikke blot Valdemar Eriksen fik hertugdømmet Sønderjylland, men også junker Jakob Nielsen fik grevskabet (Nørre) halland. Det fremgår dog at der fortsat var strid om kongens og hertugens rettigheder inden for hertugdømmet, og 1285 fængslede Erik hertug Valdemar og holdt ham fangen til næste forår hvor han løslodes mod at forpligte sig til at respektere en adgang for kongen til indflydelse over og indtægter af hertugdømmets krongods.

29.11.1284 på et møde i Odense tiltrådte Erik et landefreds-forbund der 13.6.1283 var indgået i Rostock for et tidsrum af ti år mellem en række nordtyske fyrster og indflydelsesrige handelsbyer. Eriks tiltræden er sket på byen Lübecks foranledning og står i forbindelse med denne bys daværende handelspolitiske konflikt med Norge. Den danske tilslutning til dette forbund har medvirket til at den lybsk-norske konflikt kunne løses ved voldgift af den svenske kong Magnus det følgende år, og den har tillige givet lübeckerne større sikkerhed for deres handelsrettigheder i Danmark. Eriks motiv til tilslutningen har været at dæmme op for den betydelige norske indflydelse i Danmark (den norske konge havde arvet besiddelser i Jylland), men selv om hans tiltræden af landefredsforbundet skete med stormændenes tilslutning har den måske bidraget til at skabe ny strid eller vække gamle modsætninger til live.

Natten til 22.11.1286 blev Erik dræbt i Finderup nær Viborg af ukendte mænd der ifølge årbogs-traditionens ældste og mest pålidelige lag havde stået ham meget nær ("Kong Erik dræbtes på sit leje i Sct. Cæcilie nat af sine egne mænd, dem han havde elsket højest, og der påførtes ham 56 sår" hedder det i Rydårbogen). Samtiden kendte ikke drabsmændene, og historieforskningen har ikke hidtil kunnet løse kriminalgåden. Ved en (ikke bevaret) dom dømtes pinsedag 1287 grev Jakob, marsk Stig, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen, Niels Knudsen, Aage Kakke, Rane Jonsen og Arvid Bentsen skyldige i drabet. Ifølge Arild Huitfeldts gengivelse af en senere stadfæstelse (1305) af dommen 1287 er Arvid Bentsen alene dømt for "at han med hans egen hånd overvar det slemme mord" medens de øvrige er dømt for "råd, befaling og gerning til at ihjelslå ham". Alene når antallet af sår noteres har det for samtiden stået klart at der stod en sammensværgelse bag. De dømte søgte straks tilflugt hos kongen af Norge og undgik således de direkte følger af dommen 1287. De opererede i Danmark og i Norden som den norske konges mænd og hævdede at den danske konge i sin retslige procedure havde berøvet dem den rettergang de var berettiget til efter dansk lov, og dette er muligvis rigtigt. Noget sådant er allerede antydet i en vise af den tyske minnesanger Rumelant der på kongehusets initiativ agiterede mod de formodede drabsmænd forud for pinsen 1287. Landefredstraktaten af 1283 som Erik havde tiltrådt og hans efterladte respekterede indeholder da også regler om forfølgelse af alvorlige forbrydelser der meget ligner den proskription der er sket af de fredløse.

Hverken Eriks længst ødelagte grav i Viborg domkirke eller nogle (foreløbig kun ufuldkomment undersøgte) bygningsrester i Finderup giver sikker underretning om drabets nærmere omstændigheder. En tradition om at kong Erik havde forført marsk Stigs hustru udgår fra det følgende århundredes historieskrivnings forsøg på at finde motiver til kongemordet. Arild Huitfeldt arbejdede videre på disse gætterier, B.S. Ingemann udførte dem 1833 i romanform, og maleren Otto Bache anskueliggjorde dem for folket med sit berømte billede "De sammensvorne rider fra Finderup lade efter mordet på Erik Klipping" (1882). Erik Arup fremsatte 1932 i sin Danmarkshistorie den mening at de dømte var uskyldige og dommen således et justitsmord, ud fra den betragtning at just denne kreds af stormænd havde haft selve regeringsmagten i kongens seneste år (efter håndfæstningen 1282 som Arup kaldte Danmarks første grundlov).

Et forsøg på i stedet at udlægge hertug Valdemar af Sønderjylland som drabets bagmand (den svenske historiker Hugo Yrwing og, med en lidt afvigende begrundelse, den danske historiker Erik Kjersgaard) strander på at dokumentationen for noget sådant er sen og skrøbelig.

Levninger fra Eriks grav er udstillet i Viborg domkirke. Erik er afbildet sammen med Margrete Sambiria i Revalhåndskriftet af den lybske byret 1282.

Tilbage til slægts forsiden

Kong Christoffer II (1276 - 1332)

Christoffer 2., 29.9.1276-2.8.1332, konge. Død i Nykøbing F., begravet i Sorø k. C. deltog i fængslingen af ærkebiskop Jens Grand 1294 og stod sammen med sin bror Erik Menved i processen for den pavelige domstol. Her nævnes de sammen som eksponenter for den truede danske kongemagt de havde overtaget fra deres far, og som de nu kæmpede for at bevare imod de ydre angreb der rettedes mod den. Om de virkelig på dette tidspunkt arbejdede sammen er dog yderst tvivlsomt. Allerede mellem 1302 og 1304 kunne markgreven af Brandenburg i en skrivelse til byen Lübeck hentyde til at det vidstes at de to brødre lå i hadefuld strid med hinanden. [Dipl. Dan. 2. r. V nr. 235]. Åbne brud kom det dog tilsyneladende ikke til før C. kort før 1307 fik (Sønder) Halland og Samsø som hertugdømme. Da søgte han straks forbindelse med kongens fjender i dette politiske kraftfelt i det datidige Norden. 1307 forhandlede han både med de svenske hertuger der lå i strid med deres bror kong Birger Magnusson, og med den norske konge Håkon V gennem grev Jakob af Halland, og akterne meddeler udtrykkelig at hans hensigt var bl.a. ved disses hjælp at blive konge af Danmark i stedet for Erik Menved. Denne fik først kendskab til selve brevene 1314-15 da de afsløredes i forbindelse med optrævlingen af en dansk oppositionel sammensværgelse. 1315-19 var C. en af Erik Menveds hovedmodstandere, senest fra 1317 i forbund med den oprørske ærkebiskop Esger Juul. C. opholdt sig mest i udlandet hvor Brandenburg var hans vigtigste politiske forbindelse, og hvor han også kunne støtte sig til Euphemias slægt i Pommern. Svogeren hertug Wartislav IV af Pommern lovede han 1315 fyrstendømmet Rügen hvis han selv blev dansk konge, og hvis fyrst Wizlav af Rügen døde uden retmæssig arving. Som landflygtig fra sit hertugdømme i disse år kan han dog næppe betragtes eftersom hertugdømmet Sønderhalland 1317 var operationsbasis for en invasion i Skåne foretaget af C.s præfekt i Halland, Eskil Krage. C. er den der efter Erik Menveds stilstand med Brandenburg 1316 fortsætter krigen, nu efterhånden som eneste modstander. Da kong Birger af Sverige i 1317 havde fængslet sine brødre de svenske hertuger sluttede G. og ærkebispen 1318 forbund med deres hustruer for at befri dem, og forbundet fortsatte efter at hertugerne havde fået lov at sulte ihjel på Nyköping slot.

Ved Erik Menveds død 1319 opnåede C. endelig den kongeværdighed han havde tragtet efter, men på vilkår der ikke var misundelsesværdige. Først og fremmest måtte han ved valghåndfæstningen 1320 forpligte sig til at overtage hele broderens gæld og nøjes med rigets almindelige indtægter når han skulle betale den. Rigets stænder sikrede sig ved denne første valghåndfæstning stadfæstelse af alle deres friheder og indskrænkede udøvelsen af kongemagten væsentligt. C. kan have accepteret disse vilkår i håb om at kompensere derfor ved fremgang i udenrigspolitikken hvor forholdet til Brandenburg fortsat var af stor betydning. Markgrevskabet var vakant siden den askaniske slægt var uddød 1319, og 1322-23 etableredes der et nyt herredømme her af slægten Wittelsbach der nu havde vundet en flerårig strid med huset Habsburg om kongeværdigheden i Tyskland. Den nye tyske konge Ludvig af Bayern gjorde sin spæde søn Ludvig til ny markgreve i Brandenburg, og han søgte og fik C.s støtte. 1324 indgik Ludvig af Brandenburg ægteskab med C.s datter Margrete, og der aftaltes en meget stor medgift som C. imidlertid ikke betalte. Hans støtte har dog været så vigtig for markgrevskabet Brandenburg at der foreløbig kunne ses bort herfra uden at kravet slettedes. Til sin tid indgik den ikke betalte medgift i Valdemar Atterdags udspekulerede salg af Estland til Den tyske orden 1346 der indrettedes således at Brandenburg blev betalt ud. Brandenburg fik og udnyttede en indflydelse over C.s linje af den danske kongeslægt som holdt sig ind i Valdemar Atterdags regeringstid. Men de gevinster C. selv utvivlsomt ventede sig af forbindelsen udeblev. 1326 måtte C. vige for en opstand af danske adelsmænd i forbund med de holstenske grever. Disse virkede for at den umyndige hertug Valdemar Eriksen af Jylland skulle blive dansk konge under holstensk formynderskab; stormændene under ledelse af Ludvig Albertsen Eberstein og Laurids Jonsen ønskede at tvinge C. til at afstå fra sin risikable nordtyske udenrigspolitik, og som kongemagtens kreditorer har de formentlig foretrukket Valdemar IIIs marionetkongedømme under holstensk ledelse. De holstenske grever Gerhard af Rendsborg og Johan af Pl6n var selv C.s største kreditorer.

1329 lykkedes det C. at vende tilbage til kongemagten, nu efter et jysk herremandsoprør i hans favør, men også fordi de to holstenske grever ikke havde kunnet dele fordelene ved Valdemar IIIs kongemagt ligeligt imellem sig. I C.s anden regeringsperiode der varede til hans død 1332 deltes det pantsatte Danmark således at grev Gerhard fik sine panter i Vestdanmark medens grev Johan havde det meste af egnene øst for Storebælt. Efter C.s død valgtes ingen efterfølger. C. havde 1315 ved en omfattende gave til Sorø kloster sikret sig lejested i dettes kirke. Dele af det (vistnok lybske) bronzemonument er bevaret og genopstillet i kirken i 1700-tallets slutning.

Tilbage til slægts forsiden

Erik Knudsen Skarsholm Sønderhalland (<1277 - 1304)

Hertug af Sønderhalland. Drost. Svensk Ridder.

Kaldes 1277 domicellus og beseglede da og 1280 sammen med domicellus Jacobus, førte 1279 Forsædet paa Sjællands Landsting, 1283-84 Drost, 1284 Hertug af Sønder-Halland, blev 1285 slaaet til Ridder af den svenske Konge, fik 1295 tilsikret sit Gods ved Forliget paa Hindsgavl mellem den danske og den norske Konge, beseglede 1298 det de Norske givne Lejde, var 1302 en af Kongens Forlovere overfor Rostockerne.

Drost. En drost var i den tidlige middelalder en embedsmand, den øverste af kongens rådgivere, og sommetider hans stedfortræder og kunne kontrollere regnskaber og afsige domme på hans vegne.
I Danmark ophørte embedet ved Henning Podebusks død i omkring 1388 og blev under Erik 7. af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet erstattet med rigshofmesterembedet.

Tilbage til slægts forsiden

Peder Skram (1280 - 1315)

Væbner til Mattrup og Rundhof
Nævnes 1315 blandt hertug Erik af Sønderjyllands forlovere ved forliget i Nyborg med Erik Menved.

Den kendte Admiral Peder Skram (1503-1581), er hans efterkommer.

I skjoldet havde Skramerne en hvid, halv enhjørning på blå baggrund. På hjelmem 13 faner vekselvis blå og hvide på gule stænger.

Skram slægten er noteret som Ur- & højadel i Dansk Adelsaarbog.

Tilbage til slægts forsiden

Barnum Eriksen Skarsholm (- <1329)

Beskyldtes for at have uddrevet Munkene af Knardrup Kloster, kaldes atter 1328 i et Vidne af Sjællands Landsting domicellus, nævnes efter Ridderne, men forrest blandt Væbnerne, var død 1329, da hans Enke og Hr. Ingvar Hjort havde taget Knardrup Kloster i Besiddelse.

Segebode Krummedige (1280-1351)

Væbner og godsejer til Mehlbeck og Løgismose (Baag h., Fyn).

Ved "sit Giftermaal med Cæcilie Pedersdatter Skram havde erhvervet Hovedgaarden Rundtoft i Angel".

Denne gård gik videre i arv til sønnen Erik som blev Hofmester og Drost i Sønderjylland.
Der fortælles endvidere om sønnen Erik (E.K. i teksten): "Hans Godsrigdom og anselige Slægt bragte ham snart frem i første Række blandt den schaumburgske Fyrsteæts Tilhængere. Ridderslaget fik han i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede, maaske under et af Hærtogene imod Ditmarskerne, og da Hertug Gerhard var falden i Kampen imod disse (1404), indtog E. K. den første Plads blandt Formynderne for hans Enke og Børn og kaldes Drost i Sønderjylland. Fra dette Øjeblik af er E. K.s Historie en Menneskealder igjennem uopløselig forbundet med Sønderjyllands og kan her kun antydes i sine Hovedtræk. Vistnok under Paavirkning af ham, der som Medejer af Løgismose i Fyn ogsaa var knyttet til Danmark, valgte Enkehertuginden det Parti i Dronning Margrethe at søge en Støtte imod sin Mands efterlevende Broder, Grev Henrik, der havde forladt sit Bispedømme Osnabruck og krævede sin Part af Holsten og Slesvig, og da Hertuginden havde pantsat Tønder Slot med dets store Underliggende til Dronningen, overdrog denne det som Len til E. K.; ogsaa paa anden Vis spores det, at han har staaet i Gunst hos den danske Dronning. Snart kom dog det Øjeblik, da Enkehertuginden og hendes Raadgivere mærkede, at Margrethe trak Nettet stedse fastere sammen om dem - de brøde saa igjennem og E. K. forrest af alle. Fra dansk Side klagede man over, at han begik Fredsbrud, og fra 1410 var det aaben Kamp, om end stadig afbrudt af Forlig. Midt under et saadant erobrede E. K. Byen Flensborg ved et natligt Overfald (1411). Endnu i Danehofsdommen 1413 nævnes han som Hertuginde Elisabeths fornemste Raadgiver og Modstander af den danske Konge. Kort efter skiftede imidlertid E. K. Parti, og sammen med ham gik en hel Række af holstenske Slesvigere over til Kong Erik. De have vel anset videre Modstand for haabløs og i Tide villet slutte sig til Sejerherren; mulig har ogsaa personlig Antipathi imod Grevebiskoppen Henrik spillet en Rolle herved. E. K. selv fik strax den største Indflydelse i den danske Konges Raad; han nævnes senere undertiden med Titelen Hofmester (magister curiæ), og han fremtræder atter og atter som den, der er Eriks mest betroede Mand. Ved alle de følgende Aars talrige Forhandlinger med Holstenerne og Hansestæderne er det som Regel ham, der fører Ordet - til ham er det, man henvender sig, naar man vil have sat noget igjennem hos Kongen, og fremfor alt i Eriks sønderjyske Politik har han sikkert været den ledende Aand. Det har jo for ham ogsaa været en Kamp for hans hele Velfærd; i Hertugdømmet havde han sine egne Godser, og disse laa endda saa langt imod Syd, at de vare højst udsatte under den hele Strid. En Tid kunde E. K. triumfere; Kong Eriks Politik syntes at lykkes, og det danske Herredømme naaede over næsten hele Sønderjylland; Staden Slesvig blev erobret, og da den ved et Forlig foreløbig overgaves til Hansestædernes Varetægt, betroede disse den til E. K. (1417). Senere gik det anderledes; Skridt for Skridt trængte Holstenerne atter frem, og Kampen endte som bekjendt med, at de gjen-erhvervede omtrent hele Sønderjylland. Afgjørende var det især, at de 1431 erobrede Byen Flensborg; selv forsøgte E. K., der ellers mere synes at have været Diplomat end Kriger, nu at undsætte den ved Flensborg anlagte Borg med en Flaade, men det mislykkedes, og den maatte overgive sig; i samme Aar faldt ogsaa hans egen Gaard Rundtoft i Modstandernes Hænder og blev jævnet med Jorden.
Saaledes havde E. K. mistet sit oprindelige Hjem. I Danmark havde han dog fundet et nyt; som Kongens Lensmand sad han inde med det rige Aalholm Len paa Laaland, og alt tyder paa, at den tyskfødte Adelsmand nu var ganske indlevet med det danske Aristokrati. Hans sidste Leveaar vise i det mindste, at han følte sig mere som det danske Riges Raad end som Kong Eriks personlige Tilhænger. Med ham i Spidsen søgte Rigsraadet at mægle mellem Kongen og Svenskerne; paa Mødet i Kalmar 1436 var det ham, der i Forening med en lybsk Borgmester fældede en Voldgiftskjendelse, der langtfra var efter Kongens Hjærte, og 2 Aar efter sendtes han til et Møde i samme By, hvor han da var med til at vedtage en ny Unionstraktat, hvis Aand helt igjennem er aristokratisk. Dette er sidste Gang, at E. K. nævnes, og han døde 14. Sept. 1439, saaledes at han ikke har oplevet at se Eriks Afsættelse eller det danske Rigsraads Forbund med den Hertug Adolf, som han saa længe havde bekæmpet. Hans talrige Børn forbleve i Danmark."

Tilbage til slægts forsiden

Anders Albertsen Von Eberstein (f. ca. 1282) 

Greve af Eberstein. Hans far var greve Albrecht I Der Däne Von Eberstein, Herre til Ørnhoved.  (r)

Hans søn Ludvig Albertsen Eberstein bliver Marsk fra 1319 til 1328.

Tilbage til slægts forsiden

Gregers Pedersen Krognos (- 1355)

Ridder

Hr. Gregers Pedersen til Vidskølle (Gærs H.), solgte 1355 en stor Del Gods paa Sjælland til Kong Valdemar, dræbt i et Oprør mod Kongen; g. m. Ose Kjørning Jonsdatter af Heireholm. (Dansk Adels Aarbog 1893)

Tilbage til slægts forsiden

Erik Christoffersen (1305-1332)

Som den ældste søn af Kong Christoffer II burde han være blevet Danmarks konge, og det blev han måske også en kort periode?, han blev i hvert fald kaldt "den legitime". Men hans lillebror Valdemar (Atterdag) blev konge, og hvad der skete er ikke nedskrevet. Derefter tog han slægtsnavnet Løvenbalk og var således stamfaderen til denne adelsslægt.

Døde i Kiel, i 1332, ca. 27 år gammel. Måske var han en trussel for Kong Valdemar Atterdag?

Tilbage til slægts forsiden

Erik Barnumsen Skarsholm (- ~1369)

til Skarsholm, der 20 Juli 1341 gæstedes af Kong Valdemar Atterdag, beseglede 1343 Forliget i Helsingborg mellem Kongerne Valdemar og Magnus, kaldes kun Ericus Barnamson, beseglede 1345 til Vitterlighed med Erik Hasenberg, betegnes 1354 som domicellus, men 1355 kun som Væbner, var 1359 Ridder og Vidne med Hr. Jakob Basse og 1360 nærværende hos Kongen paa Kalundborg Slot, var 1363 en af Forloverne for Frøken Ingeborgs Medgift, 1364 Høvedsmand paa Korsør Slot, 1365 nærværende ved Forliget med de holstenske Grever i Kolding, tilskødende 1367 Fru Marine af Taastrup sin Hustrus mødrene Gods i Skaane og i Lejre Herred, var død 1369, idet Skifte efter ham blev holdt 7 Aug. s. A.

Tilbage til slægts forsiden


 

Peder (Iversen) Juel (1330-1388)

Væbner og borgmester i Flensborg.
Søn af Iver (Nielsen) Juel, Væbner, ejer af Hjerndrup. 

Tilbage til slægts forsiden

Niels Eriksen Løvenbalk (~1331 - )

Søn af Erik II Christoffersen (den legitime), og sønnesøn af Kong Christoffer II.

Herremand Niels Eriksen (Løvenbalk) til Aursbjerg, deltog i Kong Oluf's hyldning 1377. N.E. var gift med Sophie Johansdatter Rantzau. Kong Oluf (1370 87) var søn af den norske Kong Haakon Magnusson og Valdemar Atterdag's datter Margrethe. Oluf var Konge i Norge og Danmark. N.E. havde med Sophie Johansdatter Rantzau en søn Jens, der blev et af de største navne i slægten (Løvenbalk).

Tilbage til slægts forsiden
 

Holger Gregersen Krognos (ca. 1345 - )

Ridder. Vidskøvle og Hejreholm.

Hr. Holger Gregersen til Heireholm (Færs H.) og Vidskølle, nævnes 1355, var 1363 Ridder, beseglede 1376 den skaanske Adels Fuldmagt til Kong Olufs Hylding og Kongens Haandfæstninger 1376-77, levede endnu 1381, skal være bleven snigmyrdet af Henrik Sankepil, der havde tjent ham og var bleven "adlet" af Dronning Margrethe og forlehnet med Helsingborg Slot; efter Nogle havde Dronningen selv anstiftet Drabet, efter Andre lod hun Morderen henrette; maaske skete Drabet 1382 ved Tustrupsøs Indtagelse; g. 1' m. Margrethe, hvem der tillægges Skarsholm-Slægtens Vaaben, 2' m. Karen Eriksdatter (Saltensee). (Dansk Adels Aarbog 1893)

Tilbage til slægts forsiden

Anders Nielsen Panter (- ~1405)

Væbner. Godsejer af Asdal og Knivholt.

Tilbage til slægts forsiden

 

Jens Nielsen Løvenbalk (- 1438)

Ridder, Rigsråd, dommer og godsejer til Aunsbjerg & Odsgaard

1424 opgav Jens Nielsen L. selv, at han var 80 år gammel og havde været rigsråd i 40 år. Disse opgivelser er dog næppe rigtige; i det bevarede dokumentmateriale forekommer han i hvert fald først 1396, og da var han endnu væbner. Samme år blev han imidlertid landsdommer i Nørrejylland, og dette betydelige embede beholdt han i det mindste en menneskealder. Ved kongevalget 1397 var han ridder og medlem af rigsrådet, og fra da af genfindes hans navn meget ofte blandt vitterlighedsvidnerne i datidens officielle og private akter. Særlig bekendt er han blevet ved den ydmygende og bekostelige bod, han 1405 måtte underkaste sig for drabet på en anden jysk adelsmand, Jens Jensen Brock til Clausholm. Han synes dog hurtigt at have genvundet sin ansete stilling. Endnu 1424 var han en af de første verdslige stormænd, der aflagde vidnesbyrd i kejserprocessen om Sønderjylland, og samme år var han med til at bilægge striden mellem dronning Philippa og bisp Ulrik af Århus ang. arven efter dennes formand, biskop Bo. Efter den tid forekommer hans navn kun sjældent, sandsynligvis som følge af hans høje alder. - Han og hans hustrus usædvanlig store ligsten, der iflg. en urigtig tradition skal have tjent Hans Tausen til talerstol ved den første lutherske prædiken i Viborg, blev 1786 flyttet til Hinge, hvor den oprindelige indskrift fjernedes; 1835 førtes den tilbage til Viborg og anbragtes i anlægget Tausens Minde.

Tilbage til slægts forsiden

 

Mogens Jensen Løvenbalk (- 1441)

Herremand til Aunsbjerg & Bjerskov.

Mogens Jensen (Løvenbalk) til "Bjæverskov" gav 1429 gods til Viborg Domkirke for Asmildgård, han havde i forening. M.J. deltog 1435 i opsigelsen til Kong Erik og var 9. april 1440 nærværende på Viborg Landsting ved udstedelsen af Kong Christoffer III af Bayern's (1416-48) håndfæstning. M.J. synes at være falden 1441 i bondeoprøret. Gift med Else Svendsdatter Udsøn, der 1450 som enke skødede gods til hr. Otte Nielsen (Rosenkrantz), da hun var i Asmild Kloster. Levede længe som enke på Aunsbjerg, men gav sig siden i Mariager Kloster. Hun døde 1482 og blev begravet i Viborg hos sin første ægtefælle Eskild Ibsen Basse til Tjele.

Aunsbjerg tilhørte 1340 Erik Christophersen (Løvenbalk), 1377 sønnen Niels Eriksen (Løvenbalk), 1391 og 1430 hans søn landsdommer Jens Nielsen (Løvenbalk), død omkring 1438. Dennes sønner Mogens og Erik Jensen (Løvenbalk) skrives til Aunsbjerg henh. 1429 og 1438. Gården arvedes af sidstnævntes sønner Peder og Erik, efter hvis død ca. 1500 den deltes mellem børnene. I årene 1509 - 12 måtte de imidlertid pantsætte og senere sælge deres parter.
Asmildgaard, Svostrup sogn, var 1429 forlenet af bisp Torluf til Mogens Jensen (Løvenbalk).
I Aage Roussell: Danske slotte og herregaarde, bind 13, Midtjylland står om Aunsbjerg: Aunsbjerg er en gammel gård, først nævnt i kong Olufs tid, da den tilhørte Niels Eriksen af den slægt, som i første halvdel af det 16. århundrede, da den var ved at uddø, tog navnet Løvenbalk efter sit åben (jf. Fr. I's forordning af 1526).

Mogens deltog 1439 i opsigelsen til kong Erik af Pommern. Var 9/4 1440 til stede på Viborg Landsting ved udstedelsen af Kong Christoffer (af Bayerns) håndfæstning. Han blev formentlig dræbt i forbindelse med bondeopstanden i 1441. Fra Vilhelm la Cours Danmarkshistorie kan citeres:
Kong Erik af Pommern opholdt sig i sin seneste regeringstid for det meste uden for landets grænser, og man så sig om efter en anden, der kunne bære enhedens symbol - kronen.
Ham fandt man i kong Eriks søstersøn Christoffer, en ung Pfaltzgreve fra Bayern, som på mødrene side med lidt god vilje kunne siges at høre den gamle kongeæt til. Forholdene bevirkede, at man måtte handle hurtigt. Om efteråret 1438 fandt der store bonderejsninger sted mod adelen både på Sjælland, Fyn og i Jylland og i Skåne. Den 23. 1439 opsagde man højtideligt kong Erik huldskab og troskab. Foreløbig var hertug Christoffer valgt til dansk rigsforstander, med der var meget, der talte for, at man inden alt for længe fik ham gjort til veritabel konge. Det skete på Viborg landsting den 9. april 1440. Helt sikker i sadlen var han dog ikke. Den danske almue var stadig urolig, og i begyndelsen af 1441 rejste den sig kraftigt Vendsyssel, ledet af en adelsmand Henrik Tagesøn Reventlow. Hanherrederne, Thy og Mors sluttede sig til, herregårdene blev brændt i hele denne del af landet, og man faldt ind i det søndenfjordske, men længe kunne man ikke holde stillingen. Kong Christoffer drog med en sjællandsk hær mod bønderne, mødte dem den 8. juni på St. Jørgensbjerg øst for Ketterup Kirke i Vester Han herred, og her sprængtes sammenholdet mellem dem:
"Først da rømte de Morsingboer, og så de forrædere fra Thy; tilbage da stod de Vendelboer, de ville ikke fly".
Deres vognborg blev stormet og ødelagt. Henrik Tagesøn blev henrettet i Ålborg, og bondeopstanden var hermed kvalt. Men herunder blev Mogens Jensen altså dræbt - på hvad mange af hans efterkommere sikkert vil mene var på den forkerte side.

Tilbage til slægts forsiden

Wendt Frese (1390 - 1466)

Det adelige gods Lytgenholm ejedes 1463 af væbneren Wendt Frese, der i midten af 1400-tallet, efter faderen Hinrick Frese's død (efter 1440), solgte det meste af godsets jord til bispestolen i Slesvig [biskop Nicolaus IV. Wulf (1429-74)]. Dette fremgår af en over biskoppens gods i Nørre Gøs herred skrevet fortegnelse i et tingsvidne, der på begæring af Joachim Ode, klerk i Bremen stift, som fuldmægtig for hr. Gotschalc [Godske de Ahlefeldt], biskop i Slesvig 1507-1541, blev udstedt på birketinget i Lytgenholm den 14. april 1519 af foged over Slesvig stifts birkeret i Nørre Gøs herred, Nis Japsen, kirkeherre i Langenhorn, hr. Pauel Karstens og Nompne Bennesen i Vestergaard.1
Den 18. april 1468 solgte og skødede han [Wendt Frese] møllestrømmen ved Lytgenholm til bispestolen i Slesvig for 100 mark lybsk, af hvilke han måtte overlade de 80 mark til Jeppe's svigerdatter Frouwe, enke efter Paye Jeppson i Flensborg, hvilket kunne tyde på, at nævnte møllestrøm tidligere havde tilhørt Paysenfamilien - eller i hvert fald, at Wendt stod i gældsforhold til hendes mand, Paye Jeppson.1

Tilbage til slægts forsiden

Peder Skram (- 1470)

Rigsmark. Ridder til Urup, Voldbjerg, Stougård, Hammergård og Risager

Tilbage til slægts forsiden

Anders Jakimsen (- 1490)

Rigsråd. Herremand på Vorgård

Rigsråd hr. Anders Jakimsen til Vorgård i Østhimmerland (n. 1449, d. 1490), g.m. Anne Lauridsdatter Mus af og til Stenalt, som hendes forældre og bedsteforældre havde haft. Ligger begr. i Ørsted kirke.

Sønnen Bjørn Andersen til Stenalt (n. 1490-1507), g.m. Anne Henriksdatter Friis (se V). Bjørn Andersen blev i 1502 medskyldig i drabet på rigshofmesteren Poul Laxmand på Højbro i København.

Tilbage til slægts forsiden

Jens Kaas (- 1499)

Godsejer af Thårupgård, Volstrup og Votborg

Tilbage til slægts forsiden

Laurids Mogensen Løvenbalk (- 1500)

Lensmand på Mors. Herremand på Tjele.

Han var lensmand på Mors 1473. Tjeles ældste bygning, sydfløjen, er opført af Laurids Mogens Løvenbalk omkring 1480. Til det sengotiske stenhus i røde munkesten føjedes østfløjen omkring 1500. Han arvede Tjele efter sin mor, i hvis andet ægteskab med Mogens Jensen Løvenbalk, slægten Løvenbalk kom til Tjele.

Laurids Mogensen Løvenbalk, til Tjele, som han arvede efter sin halvbroder Christian Eskildsen. L.M. nævnes 1462. Havde 1473 og 1486 Mors i forlening. L.M. lejede 1482 gods af Mariager Kloster. Nævnes 1485 blandt Bo Høg's stamfrænder. L.M. deltog 1487 i hyldningen i Lund. L.M. lejede 1488 gods for livstid af Herman Flemming. Levede 1. august 1500, da han nævnes som medudsteder af et vidne af Viborg landsting. Han døde 1500. Gift med 1) før 1472 Anne Joakimsdatter Flemming, som døde ca. 1488. Hun blev begravet sammen med sin ægtefælle L.M., der dog først døde 1500. Begravet i Mariager Kirke, hvor L.M. havde bygget et kapel. Anne Joakimsdatter Flemming skal dog efter andre angivelser være begravet i Viborg. Hun var gift tidligere, før 1458 med Anders Ebbesen Galt, som døde før 1466. L.M. var gift anden gang med 2) Karen Pedersdatter Bille, som levede 1511. Hun blev begravet i Viborg Domkirke. Karen Pedersdatter Bille var søster til hr. biskop Ove Bille i Aarhus. L.M.'s børn var vist alle af andet ægteskab. Af børn var bl.a. hr. Mogens Lauridssen (Løvenbalk) til Tjele, kendt fra sin udsending til Skotland, hvorfra han hjemførte Genete (Janet) Jacobedatter Graigengelt, "Den skotske Kvinde på Tjele" (H.F.Ewald). Genete var af Montrose's stamme en sidegren til "Clans Græmes" (Grahams). Kendt fra "The Montrose's” bl.a. James Graham, der 1644 udnævntes til "Marquis". Han var senere den engelske konges general i Skotland. Endvidere havde L.M. en datter Maren Lauridsdatter, der blev gift med Erik Pedersen Skram (Skram stammer fra Tyskland, Slesien) til Hastrup. Desuden har der eksisteret en søn af L.M., der hed Jens.

Tilbage til slægts forsiden

Jens Holgersen Ulfstand (~1438 - 1523)

Rigsråd, Rigsadmiral og Lensherre på Gotland.

Han havde fra 1486 Lindholm Slot i Skåne i forlening, og fra 1510 Villands herred og fra samme tid Sølvesborg. Ulfstand blev statholder på Gotland og blev som sådan snart inderlig afskyet af befolkningen på øen på grund af de tunge skatter og afgifter. 1505 blev Ulfstand rigsråd og under kong Hans felttog mod Sverige blev han kommanderende til søs og hærgede den svenske kyst. 1511 blev Ulfstand chef for den stærkt udvidede danske flåde, og om bord på sit admiralskib Engelen foretog han et voldsomt hærgningstogt mod den nordtyske kyst og mod Öland. Den 9. august samme år blev han involveret i et søslag med den lybske flåde syd for Bornholm, der sluttede uafgjort. I Skåne arvede Jens Holgersen Ulfstand Glimminge efter sin far og lod 1499-1512 opføre borgen Glimmingehus.

Tilbage til slægts forsiden

Jens Lauridsen Løvenbalk (1471-1538)

Herremand på Tjele.

I "Udkastning til en fuldstændig beskrivelse af Viborg Stift", der findes i Landsarkivet i Viborg, skriver pastor A. Lachmann ved omtale af Tjele, at Laurids Mogensen (Løvenbalk) ejede den i 1487 og hans datter Maren Lauridsdatter's mand Erik Skram ejede den 1508, men "Jens Løvenbalk var ejer af gården foruden Erik Skram", så det kan ikke betvivles, at J.L. har eksisteret, selvom man ikke kender ham af samtidige kilder. Det må sluttes af historien og forskellige ting, der peger i retning af, at Thøger Jensen (Løvenbalk) har været en søn af J.L. Man må alt i alt tage i betragtning, hvor lidet man på

Tilbage til slægts forsiden

Claus Frese (1476-1566)

Som rådsmand nævnt første gang i 1529.
1527-60 kaptajn for borgervæbningen. Som sådan deltog han i "grevefejden" på Christian III. side. I slaget ved Assens blev han taget til fange og sad et år i fængsel i Nyborg. Som anerkendelse for hans indsats for byens interesser blev han i 1554 tildelt den såkaldte "friesische Lücke".
Anførte Flensborgerne i Grevens fejde og senere af byen fik et stykke land skænket, der endnu bærer navnet Freses Lykke.

Tilbage til slægts forsiden

Niels Kaas (~1490 - 1535)

Godsejer af Thaarupgård og Starupgård. Søn af Jens Kaas (herover)

Tilbage til slægts forsiden

Carsten Rickertsen (1490-1546)

Købmand og Borgmester i Flensborg.

Tilbage til slægts forsiden

Thøger Jensen Løvenbalk (1495-1538)

Sognepræst ved den tidligere Sortebrødre Kirke i Viborg.

Thøger Jensen (Løvenbalk) var præst, skal efter et sagn, hvis pålidelighed nu ikke lader sig bevise eller med sikkerhed modbevise, have tilhørt den adelige slægt Løvenbalk. I sin ungdom blev han optagen i Johanniterordenens (Korsbrødrenes) Kloster i Viborg, og her var han, da Mag. Hans Tavsen ved året 1524 blev sendt til Viborg fra Antvorskov Kloster, fordi det antoges, at Prioren i det viborgske St. Hans Kloster ville være i stand til med det gode eller det onde, at bringe ham fra hans lutherske meninger. Broder T.J. var imidlertid en af de første, som Tavsen vendt for sine reformatoriske anskuelser, og han blev den store reformator en tro våbenfælle, så længe denne var i Viborg, ja efter Huitfeldts beretning skal han 1529 have fulgt ham til København. Senere stod han en anden af de viborgske reformatorer Mag. Jørgen Jensen SADOLIN, bi da denne omkring 1531 32 forlagde sin virksomhed til Odense. Thi at "Skolemesterer. Thøger", som kom med Sadolin til denne by, har været T.J. kan næppe betvivles. Her blev han underkastet forfølgelse og vendte da snart til Viborg igen, hvor der var trang for hans arbejde. Han synes at have fortsat den evangeliske præsteskole, som SADOLIN havde begyndt. I hvert tilfælde nævnes han som den første evangeliske læsemester ved Domkirken. Tillige blev han sognepræst ved den tidligere Sortebrødre Kirke i Viborg. Han døde allerede 19. april 1538, medens han endnu var i sine kraftigste år. Hans hustru Anne Pedersdatter blev senere gift med hans efterfølger Mag. Morten Hvas. T.J. og Anne Pedersdatter's søn var Peder Thøgersen

Tilbage til slægts forsiden

År 1500-1700

Bjørn Kaas (1518 - 1581)

Rigsråd. Godsejer af Moesgaard, Staarupgaard, Vangkjær, Kjærsgaard, Ellinggaard i Vendsyssel og Vorgaard i Bælum sogn m.m.
Hans broder Niels Kaas, var Kongens Kansler.

Kaas, Bjørn, til Staarupgaard, Rigsraad, hørte til Sparre-Kaasernes Slægt og var en Broder til Niels K. (d. 1594). I sine unge Dage var han Hofsinde og var som saadan med i det Følge, der 1548 ledsagede Kongedatteren Anna til Sachsen. Senere førte han et uroligt Liv i Udlandet (s. ndfr. under Broderen Jens K.). Efter sin Hjemkomst havde han en Række betydelige Forleninger, nemlig Vordingborg 1561-63, Helsingborg 1563-65, Malmøhus 1565-80 og Bygholm 1580-81, hvortil kom forskjellige mindre Pantelen i Jylland og Skaane. I Marts 1567 optoges han i Rigsraadet, og kort efter sendtes han og Frands Brockenhuus til Søs med 6 Fænniker Knægte til Norge, hvor de kæmpede ved Oslo og efter at have faaet Forstærkning fra Bergenhus tvang Svenskerne til at ophæve Belejringen af Akershus. I Slutningen af samme Aar var han en af Førerne for et Indfald i Smaaland, hvilket imidlertid mislykkedes, da de Skaanske Bønder, Hærens Hovedstyrke, gjorde Mytteri, saa at Toget maatte opgives, og derefter kom han ikke til at spille nogen større Rolle i Krigsførelsen. Paa Malmøhus havde han i flere Aar (1568-73) det Hverv at bevogte den berømte Statsfange Jarlen af Bothwell. Han døde 26. Marts 1581 paa Bygholm. -- Foruden Fædrenegaarden Staarupgaard ved Skive, hvis endnu staaende Hovedbygning skriver sig fra ham, ejede han Vangkjær, Kjærsgaard og Ellinggaard i Vendsyssel, Vórgaard i Hellum Herred, Tybjærggaard i Sjælland og Bjersøholm i Skaane, hvor han ogsaa opførte en ny Hovedbygning, hvis Rester endnu findes; i Hovedstaden ejede han ligeledes en Gaard. En Del af denne Godsrigdom skyldte han sin Hustru, Christence Nielsdatter Rotfeldt, der overlevede ham (d. 1601). Det kan endnu anføres, at Niels Hemmingsens bekjendte Skrift «Livsens Vej» (1570) er tilegnet B. K.

C. F. Bricka.

Om broderen Niels Kaas berrettes der:

Kaas, Niels, 1535-94, til Taarupgaard, Kongens Kansler. Faa Navne fra det 16. Aarhundrede have en saa sympathetisk Klang for os som denne Statsmands. Hos ham vare Klogskab og Arbejdsomhed, Mildhed og Fasthed forenede, og det Tidsrum, da han indtog den første Plads i Statstjenesten, hører til de ærefuldeste og lykkeligste i vor Historie. Han var født paa Staarupgaard i Viborg Stift. Hans Fader, der ogsaa hed Niels K. (og tilhørte Slægten med Sparren i Vaabenet), var allerede død 7 Maaneder før hans Fødsel, og Moderen, Anne Bjørn, døde, da Sønnen var 5 Aar gammel. Under disse Forhold traadte Farbroderen Mester Mogens K. til Taarupgaard, der var Regnskabsprovst i Jelling Syssel og senere Kantor i Ribe Kapitel, den forældreløse Dreng i Faders Sted og satte ham i Viborg Skole, der den Gang styredes af Rektor Oluf Nielsen Skytte, hvem N. K. altid senere viste megen Taknemmelighed for den Vejledning i Lærdom og gode Sæder, han havde givet ham i hans unge Aar. Under en henved 9aarig Skolegang i Viborg lærte han, hvad Skolerne den Gang kunde yde, nemlig, ved Siden af en fyldig Kristendomskundskab, en god Del Latin, noget Græsk samt nogle dialektiske og rhetoriske Regler. Udrustet med denne Lærdom blev han 1549 sendt til Kjøbenhavn, hvor han af sin ældre Broder Bjørn K. (s. ovfr.), der efter Farbroderens Død (1543) var hans Værge, blev sat i Huset hos Dr. Niels Hemmingsen, der havde mange andre adelige og uadelige Kostgængere. Under dennes Vejledning udvikledes ret de fortrinlige Anlæg, som N. K. af Naturen var begavet med.

H. F. Rørdam.

Tilbage til slægts forsiden

Peter Rickertsen (1520- 1593)

Rådmand i Flensborg.

Tilbage til slægts forsiden

Peder Thøgersen Løvenbalk (1532 - 1592)

Biskop over Viborg Stift.

Studerede efter sin skolegang i Viborg i København og i udlandet. Han blev kapellan i Viborg og derpå 1558 sognepræst ved Domkirken. Samtidig fik han et Kanonikat ssts. 1565 blev han magister i København og valgtes 1571 med stor tilslutning til biskop i Viborg. Førend han blev bispeviet, blev han efter kgl. befaling underkastet en prøve af Universitetets professorer, som biskop synes P.T. at have virket med dygtighed og nidkærhed. Af betydning for hans styre var det, at han stod vel anskrevet ved "Hove" og særlig havde en god støtte i sin gamle skolekammerat, Kansler Niels Kaas. Vistnok ad denne vej lykkedes det ham således 1574 at udvirke, at der blev henlagt ikke mindre end 38 sognes kongetiende til Viborg Katedralskole til underhold for 30 disciple. Hermed stiftedes der i Viborg en institution, der i lighed med kommunitetet i København ikke blot gav sig udtryk i et dagligt bordfællesskab mellem disciple og lærere, men som også var af stor betydning for disciplenes uddannelse og hele åndelige udvikling. Viborg skole oplevede da også i de følgende år en blomstringsperiode, hvortil bl.a. bidrog, at P.T. stod i nært samarbejde med den dygtige rektor Jacob Holm, hans svigersøn. P.T. vides ikke at være optrådt som forfatter. Han efterlod sig en talrig og vidtforgrenet efterslægt. Hans hustru Margrethe Jensdatter, (døde 23. december 1603), var samlingspunktet for den tradition, der i Viborg nedfældede sig om reformationstidens tildragelser. P.T.'s hustru giftede sig anden gang efter hans død med (1598) Landstingsherrer, Borgmester i Viborg Gunde Christensen Grøn (ca.1537 1617). Han havde været gift en gang med Mette Nielsdatter, datter af Kannik i Viborg Mag. Jens Hansen (død ca. 1558)

Datteren Else Pedersdatter - som vi også er efterkommere af - blev gift med Jacob Jensen Holm, som i 1587 blev biskop i Ålborg (Rudolfi Kirke) viet af sin svigerfader Peder Thøgersen Løvenbalk, biskop i Viborg.

Tilbage til slægts forsiden

Rickert Petersen Rickertsen (1545 - 1611)

Købmand i Flensborg.

Tilbage til slægts forsiden
 

Paul Rickertsen (1581 -1642)

Købmand og Rådmand 1629-1639 i Flensborg/Haderslev

Tilbage til slægts forsiden

Jost Lauenstein (1610-1693)

1653-57 Deputeret borger i Haderslev.
1661- Rådmand Haderslav.
1665 Opsætter han epitafium i Vor Frue kirke, Haderslev domkirke.*
1668-93 Borgmester i Haderslev - udnævnt af kongen (Frederik 3.).
1669-79 Forstander for Hertug Hans' Hospital.

*I 1665 opsatte Just Lauenstein i Vor Frue kirke, Haderslev Domkirke et epitafium med nedennævnte indskrift:
"Anno 1665 Gott zu Ehren und der Kirchen zur Zierde hat H. Jost Lauenstein Rahts verwandter alhier dieses Epitaphium zu Christlicher gedächtnuss verfertigen und auffsetzen lassen. und Anno 16 .. den .. ist Er Sel. in Gott entschlaffen und alhir begraben seines Alters .. Jahr. Anno 1659 den 3. Julij ist sein Sel. Fraw Engeborch Lauensteins in Gott entschlaffen und alhir begraben Ihres Alters 35 Jahr. Anno 16 .. den .. ist seine Liebe Hauss Fraw Elsabe Lauensteins Sel. in Gott entschlaffen und auch alhir begraben Ihres Alters .. Jahr. Deren Selen Gott Gnedig Sey".

Tilbage til slægts forsiden

 

Christopher Muusmann (1622 - 1680)

Deputeret borger 1668-78 i Haderslev. Købmand.

Tilbage til slægts forsiden

Kai Musmann (1665-1708)

1691 Deputeret borger i Haderslev.
1707-1708 Borgmester i Haderslev

Tilbage til slægts forsiden

År 1700-1800

Brigitha Magdalena Lunding  (1716 - 1772)

Første dokumenterede bærer af Hæmofili A (blødersygdom) i Danmark.

Sygdommen startede ikke nødvendigvis her, det er blot første gang det blev registreret.

Kilde: Arvebiologisk Institut København.

Tilbage til slægts forsiden

Kaj Jacobsen Lange (1756 - 1810)

Bager i Helsingør. Første dokumenterede tilfælde af Hæmofili A (blødersygdom) i Danmark.

Tilbage til slægts forsiden

Frederik Ferdinand Poulsen (1828 - 1897)

Skomager i Helsingør. Hæmofili A, fra moderen Dorothea Amalia Lange, der var bærer af sygdommen.

Tilbage til slægts forsiden