• Indgangene
• 100 års udvikling i billeder
• Folketællingerne
• Ejerskifte ved skøde
• Oprindelig matrikel på 64 hektar

Den tidligste historie
Kirckebye nævnes første gang i år 1582, i følge Trap Danmark.

Kirckebye er en gammel måde at skrive Kirkeby på, senere blev det til Kirkeby Gaard, og så Kirkebygaard. Det er altså det samme sted, og den samme gård, bare skrevet i forskellige tidsperioder.

Der er registreret 8 rundhøje til Kirkebygaard beliggende på gårdens jord. Det er oldtidshøje, betegnelsen "oldtiden" dækker tidsperioden før år 1050 e.kr.
Det giver et klart billede af, at der historisk har været aktivitet på gårdens jord.

Stednavnet Kirkeby
Humlum kirke bliver opført i 1200-1300 tallet, men med gravhøjene ved vi at der på selve Kirkebys jord, har været aktivitet før den tid. Kirkeby er ikke kun gårdens navn, men et geografisk markeret stednavn. Det er interessant eftersom Kirkeby ligger en kilometer fra kirken, og at der mange år efter kirkens opførsel faktisk blev opført en kro, og andre huse lige ved siden af kirken. Kirkeby må således have været "først" som en slags by i nærheden af kirken.

Videnskab.dk havde i 2012 en artikel omkring danske stednavne, hvor de fortalte om hvad de mange forskellige stednavne betyder. Om stednavne der endte på "by" skrev de følgende.

Ender stednavnet: "på –by som Sæby eller Karlby, så kan du sandsynligvis også spore den tilbage til vikingetiden.
En -by var en større bebyggelse end en –rup, –drup, -torp eller -bølle.
By-endelsen blev ofte kombineret med beskrivelser af naturen som i Skovby, eller af hvem der boede der. For eksempel om det var karle, som boede i byen."

En nærliggende tanke, er at det i rigtig gammel tid så kunne have være nogen med tilknytning til kirken, som boede i/på Kirkeby.

Derefter springer vi mange år frem, og kigger på matrikelkortet fra 1817, ligger der tre bygninger omkring Kirkeby. Jordstykket nord for gården er delt op i mindre felter, ganske som man gjorde ved landsbyer, for at husene kunne have græsningsarealer til egne husdyr, ligesom et af felterne kan have været et tørvelod.
Der kan måske tidligere have været flere huse, ogbeboerne har måske haft tæt tilknytning til Kirkeby Gaard?
Dette er dog blot et gæt, men vi er stødt på lignende historier i bøgerne: "Danske slotte og herregårde", hvor f.eks. Vosnæsgaard, hele tiden skifter mellem at blive kaldt Vosnæs og Vosnæsgaard, ganske som med Kirkeby og Kirkebygaard her.
Der står i bogen, at det var den største gård i byen Vosnæs, som så ganske simpelt blev kaldt Vosnæsgaard. Sådan er der utallige eksempler over hele landet. Har det været det samme her, har der måske været en lille landsby ved navn Kirkeby, med tilknytning til Kirken.
Vi ved at der var flere gårde og huse, både tæt på, og længere væk fra gården, som tilhørte Kirkebygaard, blandt andre Sdr. Kirkeby og Kirkebyhus, som begge stadig eksisterer i dag.

Oldtidsvejen Vesterkærvej
Vesterkærvej, som Kirkeby ligger ved, er en del af oldtidsvejen som løb fra den lille havn ved Strandbjerggaard til Jeppesled. Jeppesled var et fælles græsningsområde.
Før hovedvej A11 kom i 1856, var Vesterkærvej en hovedfærdselsåre.
Vejens navn kommer af at den fører ud til kæret mod vest, som Jeppesled er en del af.
Vesterkærvej nu om dage, er således blot et lille stykke af den oprindelige oldtidsvej.

1500-tallet
Allerede inden Kirckebye nævnes første gang i Trap Danmark (1582), er der sket noget som må have haft indflydelse på gården. 1505 kom Skipper Clement til Venø Bugt, med det berømte bondeoprør, i "Danske Slotte og Herregårde", Hassings forlag 1966, fortælles det at det skal være kommet til duel på ildvåben mellem Skipper Clements hær og hr. Axels høje tårn (som var det gamle Landting Herregård). Landting slap øjensynligt nogenlunde uskadt fra alle disse krigeriske forviklinger, omend tårnets spir blev skudt ned. Men snart efter var spillet tabt for de oprørske bønder, deres straf blev hård, hr. Axel tiltalte selvejerbønderne i Hardsyssel for oprør, og fik dem fradømt deres selvejerret. Vi ved dog ikke, om det også overgik Kirckebye, men det er muligt det allerede skete da, når vi ser historien efterfølgende herunder.

1600-tallet: Svenskekrigene og Ryttergods under Kronen
1600 tallet var domineret af Svenskekrigene, også kaldet 1. og 2. Karl Gustav krigene som fandt sted i årene 1657-58 og 1658-60. 

Den gamle konge, Christian 4. var død i 1648, og efter ham regerede hans søn, Frederik 3. Da Christian 4. overtog magten i 1596, var Danmark Nordeuropas stærkeste og rigeste magt. Da han døde, var Danmark forgældet, og Sverige var godt på vej til at erobre Danmarks nordeuropæiske stormagtsstatus. Karl Gustav krigene forstærkede Danmarks deroute.
Det var under 1. Karl Gustav-krig, at den svenske konge, Karl Gustav, gik over Lillebælts og Storebælts is med hele sin hær og i februar stod i Sydsjælland. Dette førte igen til "panikfreden" i Roskilde, der betød Danmarks farvel til Skåne, Halland og Blekinge (1/3 af landets areal).
2. Karl Gustav krig begyndte, da Karl Gustav uden krigserklæring pludselig gik i land i Korsør med det erklærede formål at erobre hele Danmark. Som bekendt lykkedes det ikke. København modstod belejringen. Danmark fik Bornholm tilbage, det gamle adelsstyre blev sat fra bestillingen, og enevælden indført.

Under 2. Karl Gustav krig, trængte svenskerne hele vejen op gennem Jylland, hvor de hærgede og afbrændte gårdene. Således blev også Kirkeby, sammen med andre af Humlums gårde særdeles hårdt ramt, der står i "Danske Slotte og Herregårde", Hassings forlag 1966, følgende: ”Omegnens bønder var meget forarmede efter århundredets mange krige og medfølgende fjendtlige besættelser: fire af de bedste gårde i Humlum var uden bygninger og sæd”.

Vi må formode at den gamle hovedbygning og avlsbygningerne blev genopført i årene der fulgte, efterhånden som der atter kom penge i kassen.

Historien om Kirkebys skæbne, fortælles videre i det jydske (Holstebro) nationale rytterregiments kasseregnskab fra 1689, hvor Kirkeby beskrives som have stået øde i lang tid, før det lykkes regimentet at finde en ny forpagter.

Hvornår Kirkeby blev Ryttergods ved vi endnu ikke, men i 1689 var Kirkeby således ejet af Hans Majestæt Kong Christian V (1670-1699) som Ryttergods.

Kong Christian V af Danmark

Det ved vi fra "1. jydske nationale regiments kasseregnskab". Hvor der står følgende:
"Bøvlimg amt, Resen sogn, Kirkeby, Jelle Christensen og Jens Nielsen (2300) frihed til maj 1689". Kirkeby stillede dermed med to (2) ryttere, som Ryttergodset skulle sørge for underhold til.

Historien om rytterregimenterne starter straks efter Christian 5.'s Tronbestigelse i 1670 (salving og kroning i 1671) hvor der blev iværksat en ny hærreform, hvor der blev udlagt 30.000 tønder hartkorn til oppebærelse af rytteri, en betragtelig del af hele Danmark, som anslås til at udgøre omkring 380.000 tønder hartkorn.

Et Ryttergods, er et krongods, der ved Chr.​ 5.'s hærreform henlagdes til de nationale rytterregimenters underhold. Ryttergodset var fritaget for skatter og hoveri. Der skulle 8 tønder hartkorn til hver fuldt udstyret rytter med hest og underhold.
Da Kirkeby stillede med to ryttere, ved vi derfor med sikkerhed at gården i 1689 har været på mindst 16 tønder hartkorn. For at kunne blive regnet som Proprietærgård skal en gård have været på mindst 12 tønder hartkorn.

Hvor ryttergårdene var små, var det almindeligt, at flere gårde var sammen om forpligtelsen. Det var nøje fastlagt, hvad rytteren skulle have i fødevarer og rede penge. Til gengæld for forpligtelsen var ryttergården fritaget for skatter og hoveri.
I mange tilfælde var det ejerne selv eller deres sønner, der kom i tjeneste. Vi ved endnu ikke om de to ryttere fra Kirkeby, måske var ejeren/forpagteren og hans søn, forhåbentlig finder vi ud af det.

På Sjælland fik et rytterregiment på 8 kompagnier i Slagelse på Antvorskov Slot anvist i alt 1.089 gårde med i alt 8.712 tønder hartkorn, heraf lå de fleste i Vestsjælland og Hornsherred, enkelte på Sydsjælland. Et jysk nationalt rytteriregiment fik hjemsted i Holstebro. Hvert rytterregiment var på 1.000 mand, foruden et mindre regiment i den kongelige del af hertugdømmerne - Slesvig og Holsten.

Herunder citeret fra bogen "Herregården, Nationalmuseet 2005.":

En mindre del af de danske godser var rent rentegods. Det gjaldt især det meste af krongodset. Kronen opgav i vidt omfang hovedgårdsdriften og erstattede landgilde og hoveri med faste ydelser i penge og naturalier, især på det såkaldte ryttergods, der blev udlagt til at forsørge hærens rytterregimenter. I første omgang omfattede det kun en mindre del af krongodset, men i årene 1715-17 samledes det meste tilbageværende krongods i 12 rytterdristrikter, der udgjorde sammenhængende områder: Kronborg, Frederiksborg, København, Tryggevælde, Antvorskov, Vordingborg, Falster, det lollandske, det fynske, Koldinghus, Skanderborg og Dronningmølle (ved Randers). Men også på private godser fandtes bønder, der var fri for hoveri og i stedet betalte tjenestepenge. Det var først og fremmest udbredt i Midt-, Vest- og Nordjylland, hvor omkring halvdelen af bønderne var fri for hoveri eller kun ydede et mere beskedent hoveri plus et vist omfangt af tjenstepenge.

Finanseringen af forsvaret var også dengang et problem. Efter at have forsøgt forskellige former med udskrevne "rytterbønder" foretog man efter Den Store Nordiske Krig i 1720 en gennemgribende reform af krongodset, som ved køb, salg og mageskifter blev organiseret i 12 store, sammenhængende rytterdistrikter spredt over det meste af landet. Kronens ladegårde i rytterdistrikterne blev omdannet til kaserner for de beredne soldater, og rytterbønderne skulle i stedet for hoveri og landgilde betale penge til rytternes underhold via regimentskassen.
De store ladegårdsmarker, som fx Vordingborg og Antvorskov blev omdannet til græsning for rytterhestene, men høet på hovedgårdens enge blev slået af de hoveripligtige bønde, som til gengæld blev fri for andet hoveri. Der var altså tale om et i princippet selvfinanserende system, der imidlertid begyndte at gå i opløsning, allerede da man i 1732 bestemte, at rytterbønderne lige som de andre kronbønder skulle svare landgilde og skat. Rytterne blev gradvist forlagt til garnisonsbyerne. Derfor begyndte man i 1740´erne at sælge ryttergodset, hvilket kulminerede med nogle store auktioner i 1770´erne, hvorved det meste af krongodset blev "privatiseret". Citat slut.

Proprietærgård
Vi ved altså, at Kirkeby i hvert fald i 1689 var at regne som mindst en Proprietærgård. Så lad os kigge lidt på hvad en Proprietærgård egentlig er for noget. Begrebet Proprietærgård, opstod først efter enevældens indførsel i 1661, før den tid skelnede man skarpt mellem den skattefrie jord der blev drevet af adelen eller kirken, og den skattepligtige jord der blevet drevet af bønderne. Adelen havde indtil 1661 eneret til at købe og arve den skattefrie jord. Efter 1661 blev det så muligt for velstående borgere at købe den tidligere skattefrie jord.
En proprietærgård skulle producere mellem 12 og 23½ tønde hartkorn. Hartkorn er en enhed for værdien af landbrugsjord, en kombination af jordens areal og ydeevne. Enheden angiver kort og godt hvad gårdens produktion er værd.
Sammen med de egentlige godsejere (over 24 tdr hartkorn) blev proprietærerne betegnet som landmænd udenfor bondestanden, altså en gruppe borgerlige landmænd, der hverken tilhørte adelen (herregårde) eller bondestanden (bondegårde).
Proprietærgårdenes hovedbygninger, avlsbygninger og materiel, samt ikke mindst levestandarden på proprietærgårdene, var for det meste helt på niveau med herregårdene. Den eneste forskel var at en Proprietær (som ejeren blev kaldt) ikke var født adelig, men borgerlig.

Ordet herregård er moderne, faktisk hedder det hovedgård, men herregård er mere brugt nu om dage, og definerer måske bedre at det er adelige der har beboet dem.

Området og jernbanen
Dengang var området omkring Kirkeby ret isoleret. Hvor Struer ligger i dag levede der kun 13 personer i 1868, og først da jernbanen kom til i 1875 begyndte Struer at vokse. Men allerede i 1917 opnåede Struer købstadsrettigheder, efter en vækst af nærmest amerikanske dimensioner. Indtil da havde Lemvig været nærmeste rigtige by.

Den stærkt øgede landbrugsproduktion i midten af 1800-tallet havde som sidegevinst, at herregårdene i stigende grad efterspurgte industrivarer som maskiner, værktøj og mursten, der igen stimulerede opbygningen af en danske industri med basis i landbruget. Dertil kom, at mange godsejere var særdeles aktive i forbindelse med anlæggelsen af de mange nye jernbaner, der snart skulle brede sig i et tæt net over landet, og hvor hver godsejer ønskede at have mindst én jernbanestation eller i det mindste et trinbræt. Jernbanerne var sammen med anlæggelsen af havnen i Esbjerg i 1867, helt afgørende for, at eksporten af ferske varer kunne leve op til især de engelske husmødres krav. Derfor fik de herregårde, der lå tæt ved en jernbanestation, en markant konkurrencefordel fremfor de øvrige. (Citeret fra "Herregården, Nationalmuseet 2005)

1882 nåede jernbanen til Humlum. Der havde været meget debat om hvor stationen skulle placeres. Banen løb 300 meter vest for Kirkeby, og vigtige folk mente at stationen skulle placeres ved Kirkeby (det har jeg læst i de gamle aviser på biblioteket). Men det endte dog med at blive små to kilometer længere mod nord, hvor en ny by blev skabt på den bare jord, med en station og en kro som de første bygninger og dermed opstod Humlum Stationsby.

Historien bag den nye hovedbygning, som i 1906 blev opført klassicistisk stil med historicistiske elementer.

Selve opførelsen af den imponerende hovedbygning har været omgærdet af mystik. Det fortælles på egnen at hovedbygningen blev opført af en amerikaner, som efter sigende skulle have udtalt at: "den ikke skulle ligne sådan nogle hønsehuse som de andre bygninger på egnen". Vestjyske huse var kedelige, skulle han have sagt.

Vi har efter lang tids studie, fundet ud af hvordan dette egentlig hænger sammen, for Kirkeby havde tilsyneladende aldrig haft en amerikansk statsborger som ejer, troede vi, men så fandt vi historien.

Historien er som følger:
Christen Jacobsen overtager i 1845 gården efter sine forældre.
Hans brors datters barn Mads Christian Mikkelsen tjener hos Christen på Kirkeby i 1880. Da er Mads 14 år gammel.

Det er netop Mads Christian Mikkelsen som historien handler om, for i herrens år 1895 overtager han Kirkeby.
Men hvad sker der så i årene mellem 1880 og 1895? Og hvorfor snakker folk om en amerikaner?

Det første spor vi opdagede, var i Folketællingen 1901, hvor Mads Christian Mikkelsen oplyste sit seneste opholdssogn som "Amerika". Han har altså i perioden mellem han tjente på gården og købstidspunktet, været i Amerika.
Det fik os til at undersøge historien nærmere, og det lykkedes os at finde ud af at Mads Christian Mikkelsen i 1888 rejste til USA, hvor han bosatte sig i Iowa, og d. 13 oktober 1894 fik han såmænd amerikansk statsborgerskab!
Mads Christian Mikkelsen var altså "amerikaneren" som de lokale havde talt om i så mange år.

Han havde en stor farm i Iowa, og vi har været så heldige at finde hans efterkommere, som formoder at han blev kaldt hjem til Danmark for at overtage Kirkeby, som jo havde været i slægtens eje i generationer.
6 af hans 7 søskende emigrerer til USA, og netop Iowa.

Mads Christian Mikkelsen køber i 1895 Kirkeby af Christen Jacobsen for 24.000 kr (ejendomsværdi 16.000 kr og resten for besætning og løsøre)

Da han køber Kirkeby i 1895 har den en hovedbygning der er 15 vinduesfag lang, det ved vi fra forsikrings brandtaksationerne i 1829 og 1857. Altså en typisk vestjysk hovedbygning til en proprietærgård på den tid, sikkert ganske lig Strandbjerggaard på det gamle billede fra før 1915 ude i højre margen.

I 1903 optager han et lån på 25.000 kr.

Der opføres nye avlsbygninger og lade i 1905. Top moderne, og med husmølle.
Husmøllerne var blevet muligt i 1862, da næringsfrihed blev indført i Danmark og Mølleprivilegierne blev afskaffet. Det betød at landmændene fik lov til at have deres egne gårdmøller. Ophævelsen af disse mølleprivilegier betød også, at det nu blev muligt for landmændene selv at opføre husmøller så de kunne male deres eget korn. Man regner med, at der var et sted mellem 20.000 og 30.000 husmøller omkring 1920 i Danmark.

Den nye hovedbygning opføres i 1906. Efter hvad der fortælles uden skelen til økonomien, kun det bedste er godt nok. Detaljer som f.eks. dørhåndtagene importeres fra Amerika.

Det hele er måske blevet for dyrt, for i januar 1907 optager han et lån på 4000 kr, og i starten af februar endnu et lån på 4000 kr.

Mads Christian Mikkelsen sælger Kirkeby i oktober 1907, slægten havde da ejet Kirkeby i 96 år!
Han sælger Kirkeby til Savværksejer Christian Brandt fra Nykøbing Mors. Christian Brandt sælger Kirkeby igen i 1908.
Teorien er at Christian Brandt sandsynligvis som kreditor har måtte overtage gården, og derfor blot ønsker at sælge den igen efterfølgende.

Den arme "knaldproprietær" Mads Christian Mikkelsen, som lod opføre det prægtigste hus på egnen, han nåede således kun at bo i det ganske kort tid. Efter dette flytter han til Snedsted, hvor han slår sig ned som Bagermester.
3 af hans 6 børn udvandrer til USA og Canada.

Hvordan mon reaktionen har været i omegnen? Forestil jer hvordan folk på egnen, må have reageret da denne "Amerikaner" kom rejsende til, og opførte en hovedbygning, som i størrelse og pragt helt og aldeles overskyggede egnens herregård Strandbjerggaard. Det må have løftet mere end et øjenbryn i lokalsamfundet!
Det startede sikkert historien om "Amerikaneren", som endnu i vores tid fortælles af de gamle på egnen.

Ikke kun Strandbjerggaard blev overgået, den skæbne overgik også Breinholt, en anden af egnens fire store gårde, som ellers havde fået ny hovedbygning i 1903. Det er muligt at der har været en mindre konkurrence i at skulle overgå hinanden, for Kirkeby blev lige en anelse større og en smule mere prangende, f.eks. med to frontspicer i stedet for Beinholts ene.
Men 9 år senere blev Kirkeby selv overgået, i 1915 står Strandbjerggaards nye hovedbygning færdig, og så var rangordenen vel på plads igen.

Se billeder ude i højre side, billeder af Strandbjerggaard før og efter 1915, og ovenover ses et kort med placeringen af egnens fire store gårde i 1906, og hvordan de så ud da. Vejbjerggaard har som den eneste ikke fået ny hovedbygning.

Familien Bæk. Det var en omskiftelig periode i den gamle proprietærgårds historie. Fra 1907 hvor Mads Christian Mikkelsen måtte sælge sin prægtige gård, skifter Kirkeby ejere fire gange til og med 1913.
I netop 1913 køber Jens Christian Pedersen Bæk gården, og den forbliver derefter i Familien Bæks eje i de næste 74 år indtil 1987.

Familien Bæk fjerner et sted i 1920´erne den flotte udbygning i syd, med balkon over midtfor. Efter forlydender var balkonen utæt. I billedet inde fra stuen, i 100 års udvikling i billeder, længere nede, kan man ane en fugtskade i højre hjørne som bestyrker dette udsagn..

Den nederste del står stadig helt frem til årtusindeskiftet hvor den nuværende terasse opføres.  (Se 100 år i billeder længere nede, 1920 og 1927.)

Aage Bernhard Bæk som ejede gården fra 1960 til 1987 hvor han døde. Aages søn Kristian sælger Kirkeby i 1987.

Kristian har fortalt os denne historie: Min far fortalte at under krigen gik nogle soldater vagt ved jernbane overskæringen. De havde fået lov at overnatte i hestestalden, men de havde stjålet nogen æg, og det fandt kommandanten ud af. Han kom midt i malketiden, hvor min farfar var ved at malke. Kommandanten forlangte mod Kristian’s Bæk vilje, at følge med, og overvære at soldaterne fik en KÆMPE skideballe.
Dette strider jo lidt mod din ellers udenærkede fortælling om at min farfar helst bare kiggede ud af vinduet .
Min far fortalte at markarbejdet overlod han til karlene, men staldarbejdet elskede han.
Der var to karle + en knægt ansat, og inde i huset var der en kokkepige + en ung pige ansat.

Henning Sørensen fra Nr. Makholm købte gården i 1989, og skilte det meste af jorden fra til sin egen gård, og solgte Kirkeby videre nu med 7,2 hektar, hvoraf han siden da har forpagtet halvdelen. Så Kirkeby har stadig en smule landbrugsjord, men dyrker det ikke længere selv.

Familien Ravn. Vi køber Kirkebygaard, og overtager d. 15 oktober 2006 nøglerne til den stolte gamle gård.

I 2007-2008 bliver hovedbygningen gennemgribende og nænsomt renoveret. Hele facaden bliver blotlagt, og mørtelen mellem murstenene bliver nænsomt skrabet ud og udskiftet med ny, ligesom mange mursten må udskiftes.
Til sidst blev bygningen atter pudset hvid, og de malede detaljer bliver efter 80 års fravær atter påført, i sort, hvilket virkelig genskabte husets udtryk.
I 2010, bliver renoveringen af Kirkebygaard, nomineret til prisen for bedste renovering, ved Struer Byfonds Bygningspris.

Indvendigt er hovedbygningen også blevet renoveret. F.eks. var der sænkede trælofter i hele stueplan, noget som mange steder blev lavet under oliekrisen i 70erne. Det passede slet ikke til bygningens stil, så der blev lavet gipslofter og sat stuk op. En anden ting, er stueplanets døre, som ubetænktsomt var blevet afsyret, de blev nu også tilbageført i gammel stil. Det er blot nogle eksempler, der er sket noget i hvert eneste af bygningens mange rum.
Under hele renovering, ude som inde, har kodeordet været, med respekt at genskabe den gamle stil.

Herunder ses f.eks. hallen i østgavlen, før og efter.

Indgangene.

Når man ser hovedbygningen fra gårdspladsen, kan det undre at indgangen ikke er i midten. Men forklaringen er at det der i dag er hverdags indgangen ude fra gårdspladsen, i gamle dage var arbejdsindgangen, det var bagsiden af huset hvor staldene lå i en hestesko omkring gårdspladsen, det var ikke et sted gæster kom ind.
Til hverdag brugte man østgavl indgangen, og når det skulle være rigtig fint var det indgangen ud mod vejen, under balkonen. Det var indgangen mod vejen som præsenterede ejendommen udefra.
Nu om dage er der terasse hvor den fine indgang og balkonen var oprindeligt (se billedet herunder)